USA/lukning: Wall Street faldt tungt for anden dag i træk

Udgivet den 02-10-2019  |  kl. 22:06  |  

De amerikanske aktiemarkeder blev farvet røde igen onsdag, hvor frygten for en afmatning blev næret af endnu et svagt nøgletal.

Det satte skub i et regulært storudsalg, som sendte de toneangivende indeks ned i det laveste niveau i omkring fem uger.

Det brede S&P 500-indeks tabte 1,8 pct. oven i et minus på 1,1 pct. tirsdag.

Dow Jones-indekset, der lukkede 1,3 pct. lavere tirsdag, faldt yderligere 1,9 pct., og Nasdaq-indekset bakkede 1,6 pct. oven i et fald på 1,2 pct. tirsdag.

SVAGE NØGLETAL

Læsset tippede for alvor, da ISM-indekset for den amerikanske industrisektor tirsdag stik mod forventning viste sig at være faldet til det laveste niveau i mere end et årti.

Onsdag fik investorerne sig så endnu en forskrækkelse, da forløberen for den amerikanske jobrapport, ADP's beskæftigelsesrapport over det private amerikanske jobmarked, viste sig noget svagere end ventet.

Begge statistikker skaber bekymring for, om det amerikanske opsving taber fart på grund af handelskrigen med Kina.

- Hvis Kina køber mindre af os, skal vi fremstille mindre og får færre ordrer at indfri. Disse data indikerer, at vi ikke er immune over for handelstvisten, som skader os såvel som Kina, siger Sam Stovall, chefstrateg i CFRA Research til Reuters.

Mens han og flere andre markedskommentatorer kæder nedturen på Wall Street sammen med svage nøgletal og frygten for en afmatning, klandrede USA's præsident, Donald Trump, på sin Twitter-profil den rigsretsproces, som Demokraterne har indledt mod ham.

- Alt det sludder om en rigsretssag, som ikke fører nogen steder hen, driver aktiemarkedet og jeres pensioner lavere, tweetede Trump.

MINIPUT VINDER IGEN

Blandt de enkelte selskaber var der fokus på softwareselskabet Virnetx, som onsdag fik rettens ord for, at Apple ikke kan trække en patentsag i langdrag. Miniputten har i årevis - siden 2010 - kæmpet sin sag mod Apple, som ifølge Virnetx har krænket dets patenter med sin Facetime- og sine "VPN on demand"-løsninger, skriver Bloomberg News.

Virnetx steg 23 pct., mens Apple faldt med 2,5 pct.

Blandt børshusene faldt TD Ameritrade 3,4 pct. oven i et minus på 26 pct. tirsdag, hvor børshuset annoncerede, at det vil droppe gebyrer på onlinehandel med amerikanske aktier, børsnoterede fonde og optioner.

Konkurrenten Charles Schwab, der følger i Ameritrades spor, bakkede 3,3 pct. oven i et fald på 9,7 pct.

Genmabs partner til Darzalex, Johnson & Johnson, var blandt onsdagens relativt få positive islæt og steg 1,6 pct., efter at medicinalkoncernen indgik to forlig til 20 mio. dollar og dermed afværgede en føderal retssag, hvor det kunne være stået over for endnu større erstatningskrav i forbindelse med brug af smertestillende opiod-medicin.

SVAGT REGNSKAB

Fødevarekoncernen United Natural Foods faldt godt 26 pct., efter at selskabets regnskab for fjerde kvartal 2018/19 viste en indtjening per aktie på 0,44 dollar mod 0,76 dollar sidste år. Indtjeningen landede under analytikernes estimat på 0,55 dollar, fremgår det af Bloomberg News.

Blandt flyselskaberne er stemningen onsdag også negativ, efter at Delta Airlines havde advaret om prispres.

Det amerikanske flyselskab venter nu, at omkostninger opgjort eksklusive brændstof vil stige med 2 pct. i år per sædekilometer mod tidligere omkring 1 pct.

Årsagen er ifølge Delta blandt andet en uheldig timing i forhold til flyvedligeholdelse samt stigende lønninger til personale, dog ikke piloter, skriver Bloomberg.

Og selv om omkostningspresset langt hen ad vejen skyldes interne forhold i Delta, så kommer advarslen på et uheldigt tidspunkt, hvor mange investorer er bekymrede for, om flyselskaberne får sværere ved at fylde flyene på grund af en gryende økonomisk afmatning.

Delta Air Lines lukkede 4,7 pct. lavere, United Airlines dykkede 4,8 pct., og American Airlines tabte 5,3 pct.

Så var der til gengæld for det canadiske bettingselskab Stars Group, der steg næsten 30 pct., efter at have indgået aftale om en fusion med irske Flutter Entertainment i en handel, der værdisætter Stars Group til omkring 6 mia. dollar.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:59 GN sænker vækstprognosen for 2024
17:54 Europa/lukning: Trumps valgsejr gjorde ondt på grønne aktier og biler
17:52 GN sænker vækstprognosen for 2024
17:27 Genmabs guldæg sørger for fortsat vækst og oppræcisering
17:16 Vestas tog ugens kurslussing nummer to efter Trump-sejr
17:05 Onsdagens aktier: Grønne aktier sendt i hullet efter Trumps sejr
17:00 Onsdagens obligationer: Rentefald på vækstbekymringer efter Trump-sejr
15:40 USA/åbning: Banker og Tesla stryger til tops efter Trumps sejr
15:27 Mærsks kommende tyske partner køber 24 containerskibe for 4 mia. dollar
14:27 USA/tendens: Trump-sejr sender S&P 500 og Dow Jones på rekordjagt
14:19 Novo-aktien falder i forbindelse med telekonference for analytikere
13:47 Europa/aktier: Investorer hilser Trump-sejr velkommen med aktiestigninger
12:16 USA: Grønne energiaktier dykker i formarkedet efter Trump-sejr
12:07 Trump som præsident kan betyde færre rentenedsættelse i USA på sigt vurderer strateg
11:58 Obligationer/middag: Renten sætter sig inden tale fra Lagarde og efter Trump-sejr
11:49 Vestas: Oversigt over analytikernes ændringer efter skuffende kvartalsregnskab
11:41 Pandoras regnskab overskygges af spareplan på grund af højere priser på sølv og guld
11:33 Aktier/middag: Tro på valgsejr til Trump tynger Ørsted og Vestas i næsten fladt C25
11:11 Ambu får sænket kursmål til 125 kr. fra 140 kr. af Danske Bank efter skuffende regnskab
10:40 Tesla tromler frem i formarkedet på udsigt til Trump-sejr