USA/middag: Energiaktier i bund på sur fredag

Udgivet den 25-05-2018  |  kl. 18:33  |  

De amerikanske aktier tager fredag endnu en dag i rødt inden en lang weekend i det amerikanske. Det er først og fremmest energiaktierne, som trækker ned, da olieprisen fredag er faldet kraftigt.

Det brede S&P 500-indeks er knap en halv time efter middag, lokal østkyst-tid, faldet med 0,3 pct., mens Down Jones-indekset også trækker sig 0,3 pct. Nasdaq er dog oppe med 0,2 pct.

Ser man på sektorerne er det først og fremmest energiaktierne, som falder. Som sektor er de nede med 3,3 pct., mens telekommunikation er næstsidst med et fald på 0,8 pct. I toppen ligger forsyning og fast ejendom med plusser på 0,4 til 0,5 pct.

OLIEPRISEN TRÆKKER AKTIERNE NED

Faldet i energiaktierne kommer på baggrund af et kraftigt fald i olieprisen. I USA er den toneangivende referencefuture for råolien, WTI, faldet med 4,3 pct., og olieprisen er nu igen skubbet ned under 70 dollar per tønde - i 67,64 dollar.

Faldet i olieprisen sker på baggrund af en melding fra Saudi-Arabien og Rusland om, at de er klar til at lette for de udbudsbegrænsninger, der den senere tid har sendt priserne op i det højeste niveau siden 2014. Reuters skriver, at den russiske energiminister, Alexander Novak, og den tilsvarende saudiske, Khalid al-Falih, mødtes i Skt. Petersborg for at gennemgå vilkårene i den globale produktionsaftale, som nu har løbet i 17 måneder. Kilder oplyser, at ministrene sammen med modparten fra De Forenede Arabiske Emirater har drøftet en udbudsstigning på omkring 1 mio. tønder olie om dagen.

Det kan blive det første skridt mod at løsne en aftale, der blev indgået for to år siden, i kølvandet af at oliepriserne var faldet fra over 100 dollar per tønde til omkring 25 dollar.

På selskabsfronten falder Chevron med 4,1 pct., Exxon Mobil med 2,5 pct., ConocoPhillips med 5,7 pct., og listen fortsætter. Det er også Exxon og Chevron, som står for at trække mest ned i Dow Jones-indekset.

Blandt teknologiaktierne stiger Apple med 0,7 pct., mens Facebook falder 0,4 pct. Der er dog også mindre plusser til Intel, Oracle og Microsoft, mens Netflix ser ud til at ramme kursrekord for tredje dag i træk, da aktien stiger med 0,7 pct. til 351,67 dollar.

FÅ REGNSKABER FREDAG

Regnskabssæsonen i USA er ved at gå på hæld, men der kommer fortsat nogle tal. Fredag har Foot Locker imponeret, mens den noget mindre konkurrent Hibbett Sports har skuffet.

Aktien i Foot Locker ryger i vejret, efter selskabet har offentliggjort tal for første kvartal, der har overrasket analytikerne positivt. Foot Locker registrerede en ordinær indtjening per aktie på 1,45 dollar, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet 1,25 dollar. Det sammenlignelige salg var også bedre end ventet, da det kun faldt med 2,8 pct. frem for de ventede 3,6 pct. Nettoomsætningen overraskede ligeledes positivt, da det landede på 2,03 mia. dollar mod de ventede 1,96 mia. dollar.

Det har sendt aktien op med 15 pct.

Næsten lige omvendt er det gået for Hibbett Sports, som er faldet med 14,2 pct., da regnskabet for første kvartal viste en skuffende udvikling i salget. Omsætningen landede 274,7 mio. dollar mod ventede 276,9 mio. dollar, ifølge Bloombergs estimater for analytikernes forventning. Altså en smule under. Men det sammenlignelige salg var særligt svagt med en negativ vækst på 0,3 pct., mens analytikerne havde spået en fremgang på 1,2 pct., og det straffes aktien for fredag.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  USA❯  Intraday❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
0,00%
 
20/09/18

 
0,00%
 
04:55:01

 
-0,18%
 
20/09/18

 
0,00%
 
04:55:01

Social Copy trading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder