USA/middag: Højt humør trækker indeks mod nye rekorder

Udgivet den 20-12-2019  |  kl. 18:49  |  

Rekordjagten fortsætter i den amerikanske middagshandel fredag, hvor en gennemgående optimisme har bidt sig fast i markedsdeltagerne, der forbliver positive omkring det forbedrede forhold mellem Washington og Beijing.

De tre toneangivende indeks, Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq, stiger i middagshandlen med mellem 0,5 pct. og 0,6 pct.

Torsdag sagde USA's finansminister, Steven Mnuchin, at den længe ventede handelsaftale er blevet skrevet ned og oversat og vil blive underskrevet tidligt i januar, og det har tilsyneladende beroliget investorerne, der ellers har været på dupperne i forhold til spørgsmålet om tariffer.

Fra kinesisk side har der dog været tilbageholdenhed med at svare på specifikke spørgsmål om detaljer i aftalen, bemærker flere medier.

- Mens vi venter på at høre detaljerne i aftalen, øger vi ikke tariffer. Vi eskalerer ikke, og det er, hvad markedet forholder sig til, siger Art Hogan, der er chefstrateg hos National Securities i New York, til nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge mediet vil markederne fredag sandsynligvis udvise volatilitet på grund af fænomenet "quadruple witching", der dækker over en begivenhed, hvor futures og optioner på de store aktieindeks og enkeltaktier udløber samme dag, hvilket ofte skaber udsving i markedet.

SPORTSGIGANT OG STÅLPRODUCENT SENDES NED

Sportsgiganten Nike er kommet i handlernes søgelys fredag, efter at selskabet efter børslukketid torsdag præsenterede tal for andet kvartal. De skuffede en smule på bruttomarginen, mens både top- og bundlinjen var bedre end ventet.

Bruttomarginen endte i perioden på 44,0 pct. mod 43,8 pct. året før, men konsensus var ifølge Bloomberg News på 44,1 pct.

Omvendt kom Nike gennem perioden med et justeret overskud per aktie på 70 cent mod 52 cent et år tidligere, mens omsætningen steg med 10 pct. til 10,33 mia. dollar.

For omsætningens vedkommende var der især fremgang i salget i Kina, hvor væksten var på 20 pct. til 1,85 mia. dollar. Salget på hjemmemarkedet i Nordamerika steg med 5,3 pct. til 3,98 mia. dollar. En spids under de ventede 3,99 mia. dollar.

I middagshandlen sender investorerne aktien ned med 1,6 pct., hvilket sender aktien under torsdagens rekordniveau i 101,15 dollar til 99,55 dollar.

Stålproducenten U.S. Steel Corporation kan heller ikke ride med på den grønne bølge fredag, hvor selskabets aktie falder med hele 9,1 pct. til 12,14 dollar.

Faldet kommer, efter at selskabet har annonceret, at fjerde kvartal ser ud til at blive værre end ventet. Samtidig har den amerikanske stålproducent meddelt, at selskabet lukker det meste af sin produktion i Great Lakes Works nær Detroit, fyrer mere end 1500 ansatte og skærer i udbyttet.

KRYDSTOGTSELSKAB SEJLER MOD STIGNING

Krydstogtselskabet Carnival kan fredag se aktien stige med 7,7 pct. til 50,24 dollar efter at have præsenteret et regnskab for fjerde kvartal, hvori forventningerne til 2020 overgår analytikernes estimater.

For fjerde kvartal kunne krydstogtkoncernen fremvise en justeret indtjening per aktie på 0,62 dollar mod 0,70 dollar i samme kvartal sidste år. Til gengæld havde analytikerne ifølge et estimat blot ventet en justeret indtjening per aktie på 0,51 dollar i kvartalet.

Omsætningen i perioden lød på 4,8 mia. dollar, hvilket var en fremgang fra 4,5 mia. dollar i samme kvartal sidste år, mens analytikerne havde ventet en omsætning på 4,56 mia. dollar.

For 2020 venter Carnival en justeret indtjening per aktie i intervallet 4,30 dollar til 4,60 dollar, hvor analytikerne havde sat næsen op efter et resultat på 4,27 dollar.

Først på handelsdagen steg selskabets aktie med op mod 9,8 pct. - den største stigning på en enkelt dag siden juni 2009 ifølge Bloomberg News.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Shares❯  USA❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

17:53 Nilfisk får sænket kursmålet hos SEB efter nedjustering
17:52 Better Collective aktionærer mistede 3,6 mia. kr. fredag
17:51 Nilfisk tabte 360 mio. kr. i børsværdi efter nedjustering
17:49 Europa/lukning: Stoxx 600 balancerede på midten med Electrolux som dødvægt
17:05 Fredagens aktier: Rød aktieuge - prygl til Nilfisk og Better Collective
17:02 Fredagens obligationer: Stærke tillidstal fra USA og Tyskland bag renteplus
16:03 Mærsk indfører ekstratillæg grundet konflikten i Det Røde Hav
16:02 USA: Michigan-indekset var væsentligt højere i oktober end først antaget
15:49 Amerikansk modeaktie knækker på midten efter blokeret salg
15:43 USA/åbning: Tesla fortsætter optur efter regnskab i stærk start
14:29 Rusland hæver rente til højeste niveau siden angrebet på Ukraine
14:05 USA/tendens: Tesla viger fra overhalingsbanen efter årtiets kurshop
13:02 Europa/aktier: Indeks i ligevægt trods kortslutning hos Electrolux
13:01 Regnskabssæsonens travleste uge venter for de amerikanske selskaber
12:21 Obligationer/middag: Renten løftes af stærke tillidstal fra Tyskland
11:52 Nilfisk-topchef efter nedjustering: "Vil afbøde effekt af reduceret efterspørgsel"
11:45 Aktier/middag: Nedjusteringer fra Nilfisk og Better Collective tager fokus i fladt C25
11:28 Electrolux falder mest i et år efter skuffende udvikling i Nordamerika
11:13 Electrolux falder mest i et år efter skuffende udvikling i Nordamerika
10:23 Better Collective i massivt fald efter nedjustering