USA/middag: Mindre plusser - Tesla holder Nasdaq tilbage

Udgivet den 22-11-2019  |  kl. 18:33  |  

De amerikanske aktier ligger fredag middag med mindre plusser. Der er ved middagstid en stigning i Dow Jones-indekset på 0,3 pct., mens S&P 500-indekset stiger 0,1 pct. og Nasdaq-indeks, der er domineret af tech-aktier, lige holder sig i plus og holdes nede af en negativ udvikling i Tesla.

Udtalelser om handelskrigen har bølget frem og tilbage i ugens løb og fredag er ingen undtagelse.

Præsident Donald Trump har udtalt til Fox New, at de to parter "potentielt er meget tæt på" at afslutte en aftale, men han er ikke "ivrig" efter at indgå en aftale. Tidligere på dagen var hans kinesiske modstykke Xi Jinping ude og udtale, at han håbede en aftale var nærtforestående, men at han "ikke var bange" at slå tilbage, hvis det skulle blive nødvendigt.

Handelskrigen har hærget de finansielle markeder i 16 måneder og rygter i oktober om en aftale mellem de to parter sendte aktiemarkederne i rekorder flere steder i verden, men de seneste par uger er optimismen aftaget.

- Den trods alt positive undertone lige i øjeblikket skyldes, at folk har resigneret og vænnet sig til at der ikke vil komme en aftale lige nu, da der er en del mindre uenigheder der skal løses, siger chefen for Robertson Stephens Wealth Management Jeanette Garretty til Reuters.

TESLA TRÆKKER NED

Tesla-aktien falder 5,6 pct. til 335,17 dollar og trækker ned i indekset. Sent torsdag præsenterede selskabet en elektrisk pickup-truck under navnet "Cybertruck". Den skulle blandt andet være skudsikker, men under en event blev der kastet en jernkugle mod ruden, der splitrede. Så nu er der skabt tvivl om sikkerheden.

SPORTKÆDER BEDØMMES FORSKELLIGT

Der er blandt andet fokus på Foot Locker i fredagens handel, efter at sko-detailkæden er kommet med regnskab for tredje kvartal. Det kvitterer investorerne for ved at sende aktien ned med 4,4 pct. til 39,60 dollar.

Selskabet kunne egentlig berette om en højere sammenlignelig salgsvækst i juli, august og september end ventet blandt analytikerne. Væksten var på 5,7 pct., hvor analytikerne blot havde ventet en fremgang på 4,8 pct. ifølge Bloomberg News.

Det gav umiddelbart anledning til positiv stemning omkring aktien i formarkedet, men selskabet nedjusterede på sin efterfølgende telekonference sine forventningerne til årets vækst i det sammenlignelig salg. Væksten ventes nu at være i være lav-encifret, hvor der tidligere var ventet en midt-encifret vækst.

Omvendt positiv er stemningen omkring Hibbett Sports, der driver en række forretninger for sportsudstyr. Aktien stiger 15 pct. til 28,81 dollar, efter at selskabet har løftet forventningerne til året efter et bedre end ventet tredje kvartal.

Hibbett Sports ser nu indtjeningen per aktie lande mellem 2,30-2,50 dollar, tidligere så selskabet for året en indtjening per aktie i niveauet 2,15-2,25 dollar.

I tredje kvartal solgte sportskæden for 275,5 mio. dollar, hvilket var en stigning på 27 pct. sammenlignet med tredje kvartal sidste år.

DETAILKÆDE I HOPLA

Stemningen er også positiv omkring varehuskæden Nordstrom, der efter børslukning torsdag kunne præsentere regnskabstal for tredje kvartal - og en dertilhørende oppræcisering af forventningerne.

Selskabet ser nu, at 2019 vil resultere i en justeret indtjening per aktie på 3,30-3,50 dollar, hvor den tidligere forventning var en justeret indtjening på 3,25-3,50 dollar per aktie.

Bunden af den nye interval er dog højere end det, analytikerne forventer, Nordstrom leverer. Ifølge Bloomberg News venter de en indtjening per aktie på 3,29 dollar. Aktien stiger 11,4 pct. til 38,24 dollar.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Shares❯  USA❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder