USA/middag: Teknologi og medicinalgigant trækker markedet i minus

Udgivet den 18-10-2019  |  kl. 18:26  |  

Nervøse investorer sender fredag teknologiaktierne ned, inden de næste uge tager hul på deres del af regnskabssæsonen.

Samtidig har investorerne øjnene rettet mod svage væksttal fra den kinesiske økonomi og på større kursfald til Netflix og medicinalkæmpen Johnson & Johnson.

Det brede S&P 500-indeks falder fredag kl. 12.15, amerikansk østkysttid, med 0,5 pct., mens teknologitunge Nasdaq mister 1,1 pct. Dow Jones-indekset bakker også 0,6 pct.

SVAG VÆKST I KINA

Fredagen byder på to større skuffelser, som holder investorernes humør nede. Den ene skal findes på den anden side af Stillehavet, hvor den kinesiske vækst i tredje kvartal blot var på 6,0 pct. mod ventede 6,1 pct. - og det er det laveste niveau i næsten 30 år.

- Tallene maler markederne røde i dag. Trækker væksten ned under 6 pct., vil det være virkeligt dårligt for investorstemningen, ikke kun i Kina, men globalt, siger Ipek Ozkardeskaya, senioranalytiker hos London Capital Group, til The Wall Street Journal.

ASBEST I BABYPUDDER

Fredagens andet store negative nyhed er, at medicinalkæmpen Johnson & Johnson fredag har valgt at tilbagekalde en produktion af dets ikoniske babypudder, fordi sundhedsmyndighederne har fundet spor af asbest i en enkelt flaske med produktet i.

Netop mistanken om asbest i babypudderet har medført en myriade af retssager mod Johnson & Johnson, hvor sagsøgere har krævet erstatning, fordi de mener at have udviklet kræft på grund af produktet. Noget, Johnson & Johnson afviser.

Aktien falder hele 4,8 pct. fredag og trækker næstmest af alle ned i S&P 500. den bliver nemlig godt assisteret i den henseende af et minus til Microsoft på 1,9 pct., ligesom Facebook mister 2,7 pct., Amazon 1,6 pct. og Netflix hele 6,2 pct.

TEK-FRYGT FØR REGNSKABER

Netflix fik ellers torsdag ros og en kurstigning på 2,5 pct. for sit regnskab for tredje kvartal, som overraskede på indtjeningen. Fredag falder aktien imidlertid tungest i et udsalg af Faang-aktier, hvor kun Apple holder skindet på næsen med et minus på 0,1 pct.

Regnskabssæonen startede i denne uge i USA, men først i næste uge tager teknologiselskaberne rigtig hul på den. Her ventes, ifølge Reuters, et indtjeningsfald på 8 pct. i sektoren.

Netop it-aktierne og kommunikationsservice falder fredag mest i S&P 500-indekset med 1,5 og 1,2 pct.

ELLERS SOLIDE TAL

Regnskabssæsonen startede ellers i tirsdags, og det har overordnet været en positiv oplevelse for investorerne. Den lagde nemlig ud med stærke tal fra blandt andet USA's største banker, ligesom også Alcoa, Honeywell og Philip Morris, der stiger med 2,1 pct. igen fredag, overraskede positivt.

Fredag før markedets åbning er der også kommet tal fra American Express og Coca-Cola, og de to har ligeledes overgået forventningerne.

Coca-Cola stiger fredag med 2,9 pct., da læskedrikkoncernen i sit tredje kvartal landede en justeret driftsomsætning på 9,50 mia. dollar, mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet et resultat på 9,43 mia. dollar.

American Express, verdens største udsteder af kreditkort, kunne også overraske analytikerne med pæne tal for tredje kvartal, og selskabet ser blandt andet fremgang på grund af flere lån til dets kunder og øget omsætning på dets betalingsprodukter. Aktien havde derfor medvind i formarkedet fredag, men i den ordinære handel smider den 1,4 pct., da ledelsen ser mørkere skyer over erhvervslivets forbrug.

VENTER "MILD INDTJENINGSRECESSION"

Olieserviceselskabet Schlumberger går derimod op med 0,9 pct., da en justeret nettoindtjening på 596 mio. dollar i tredje kvartal var bedre end de ventede 564 mio. dollar, og da omsætningen på 8,54 mia. dollar var 0,5 pct. over konsensus - trods en nedskrivning på samlet 12,7 mia. dollar.

Ellers handler investorerne også Caterpillar, den store producent af industrimaskiner, nedad, da investeringsbanken Morgan Stanley venter en "mild indtjeningsrecession" hos selskabet, hvorfor banken har sænket sin anbefaling til neutrale "equal weight" fra positive "overweight". Aktien mister 1,1 pct.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  USA❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

10:42 Meme-aktierne Gamestop og AMC ser ud til at fortsætte opturen
09:48 Svitzer får tirsdagens tredje købsanbefaling
09:18 Sydbank: Ser mulighed for lille positiv afsmitning til Vestas efter rivals meldinger
09:14 Aktier/åbning: Genmab og Ambu indtager C25-toppen før inflationstal
08:57 Obligationer/åbning: Flad start for renten før inflationstal og Powell-tale
08:55 Sydbank: Ser mulighed for lille positiv afsmitning til Vestas efter rivals meldinger
08:20 DFDS vil investere milliarder i batteridrevne skibe
08:18 Aktier/tendens: Novo og Genmab stjæler rampelyset forud for inflationstal
08:03 Sydbank: Fortsat forsigtighed i Ambus prognose - genopbygger stadig investortilliden
08:00 Fremgang i museumsbesøgene i 2023
08:00 Fortsat færre færgepassagerer end før COVID-19
07:59 Vestas-rival godt fra start i 2024 med indtjening noget over forventningerne
07:57 Sydbank: Fortsat forsigtighed i Ambus prognosen - genopbygger stadig investortilliden
07:33 GN og Demant-rival ser signifikante produktlanceringer accelerere væksten i 2024/25
07:31 Ambu leverer bredt funderet vækst og skærer endnu en luns af gælden
07:22 Råvarer: Oliepriserne stiger mens markedet venter inflationsindikatorer og Opec-rapport
07:20 Ambus overskud lander på linje med det ventede efter stærkt kvartal
07:15 Obligationer/tendens: Flad rentestart i sigte med fokus på inflation og Powell
06:45 Asien: Blandet stemning sætter gang i pendulsving
06:34 Rundspørge: Udsigt til to amerikanske rentesænkninger i år