USA/T-bond: Afkølet arbejdsmarked sendte renterne ned
De amerikanske renter faldt fredag, efter at den stærkt imødesete jobrapport viste tegn på et arbejdsmarked, der er ved at køle ned.
Det gav handlerne øget tro på, at den amerikanske centralbank snart kan begynde at sænke renterne.
Det sendte den tiårige amerikanske rente ned med 8 basispoint til 4,28 pct., mens det toårige rente faldt 11 basispoint til 4,60 pct.
Mandag morgen ved 6-tiden forrentes den tiårige T-bond med 4,29 pct., mens den toårige T-bond handles med en rente på 4,62 pct. Renten på begge løbetider er tæt på niveauet ved dansk lukketid fredag.
Konsensus er fortsat, at renten vil blive sænket til oktober, men døren til en nedsættelse allerede i september blev sat på klem med fredagens rapport.
- Samlet set er der tale om en jobrapport til den lidt svagere side, der viser, at den amerikanske økonomi nu er ved at foretage en blød landing efter en periode med ekstraordinært høj jobvækst, skriver cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv i en kommentar.
- Som tingene ser ud nu, så er en rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank til september bestemt en mulighed, fortsætter han.
Beskæftigelsesrapporten viste i juni en jobskabelse på 206.000, hvor der ellers var ventet 190.000. Til gengæld blev sidste måneds tal blevet revideret ned til 218.000 fra før 272.000 job.
Samtidig steg arbejdsløsheden til 4,1 pct. mod en forventning om et fastholdt niveau på 4,0 pct.
Timelønningerne steg helt som ventet med 3,9 pct. på årsbasis - en afmatning fra 4,1 pct. måneden før.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Market Close❯ USA❯