USA/T-bond: Fed skød markedsrenter kraftigt i sænk - faldet fortsætter i Tokyo

Udgivet den 14-12-2023  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske markedsrenter dykkede onsdag kraftigt, da landets centralbank, Federal Reserve, sænkede sin prognose for kerneinflationen i USA og samtidig signalerede tre rentenedsættelser i 2024.

Det var en overraskelse, for i markedet var forventningen, at centralbankchef Jerome Powell og hans kollegaer i bankledelsen ville skubbe tilbage mod investorernes renteoptimisme.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation droppede med 18 basispoint til 4,02 pct.

Torsdag morgen er renten på den tiårige T-bond faldet til 3,97 pct. på markedet i Tokyo.

Det er 19 point lavere end renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente dykkede med 30 basispunkter til 4,43 pct.

Torsdag morgen forrentes den toårige T-bond med 4,35 pct. på markedet i Tokyo.

Den korte rente var i 4,67 pct. kort tid, før centralbanken lagde sin meddelelse frem onsdag.

- En marginalt mere dueagtig end ventet prognose er ikke ligefrem den modstand mod markedets vurdering og de løsere finansielle vilkår, som de fleste ellers havde regnet med, siger Michael Brown, markedsanalytiker hos Traderx, til Reuters.

PROGNOSEMAGERE HAR TAGET FEJL

Federal Reserve fastholdt helt som ventet sin rente i 5,25-5,50 pct., men signalerede også, at renten vil blive sat ned til 4,625 pct. ved udgangen af næste år. Det skal sammenholdes med en prognose fra september, da banken så en slutrente i 2024 på 5,125 pct.

Desuden regner centralbankens ledelse nu med, at kerneinflationen, PCE Core, vil slutte 2023 i 3,2 pct. mod et bud på 3,7 pct. for tre måneder siden, mens den ses falde til 2,4 pct. om et år sammenlignet med den foregående prognose på 2,6 pct.

- Selv om vi mener, at vores pengepolitiske rente er på eller nær sit højdepunkt i stramningscyklussen, har økonomien overrasket prognosemagerne, advarede Jerome Powell, formand for Federal Reserve på onsdagens pressekonference, dog også.

- Hvis det er passende, er vi parate til at hæve renten igen, og renteudvalget vil ikke tage muligheden for at løfte renten af bordet.

Den melding tog markedet dog ikke særligt notits af, for investorerne skyndte sig at indregne op mod seks rentenedsættelser til næste år til 3,88 pct. i december 2024 mod et bud på 4,24 pct. tirsdag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Seneste nyheder

09:47 Siemens Energy sendes i rekord efter løft af mellemlang prognose
09:39 Lundbeck belønnes for nyt stærk kvartal og endnu en opjustering
09:30 Scandinavian Tobacco Groups markedsværdi går op i røg efter regnskab
09:20 Svitzer-topchef fastholder prognose trods stærke tal for de første ni måneder af 2024
09:09 Aktier/åbning: Royal Unibrew, STG og Lundbeck trodser rød åbning efter opjusteringer
08:48 Obligationer/åbning: Renter stiger før inflationtal fra USA
08:26 Svitzer lander et godt tredje kvartal i udskilningsår
08:08 Aktier/tendens: Royal Unibrew, STG og Lundbeck stjæler scenen med opjusteringer
07:58 Råvarer: Oliepriserne bevæger sig op men tynges af dalende efterspørgselsprognoser
07:56 Lundbeck skruer endnu en gang op for forventningerne efter godt tredje kvartal
07:22 Obligationer/tendens: Renter kan stige let før inflationtal fra USA
07:18 Tysk forsikringsselskab slår forventningerne på mere roligt kvartal vejrmæssigt
07:07 Unibrews regnskab vil blive taget godt imod vurderer finanshuset Citi
07:00 Tryg får sat kursmålet op med 5 pct. af amerikansk børshus
06:47 Asien: Generelle kursfald forud for amerikanske inflationsdata
06:34 Blandet og uens retning blandt Mærsks konkurrenter i Asien
06:34 Mac Baren redder Scandinavian Tobaccos toplinje - bedste kvartal nogensinde, siger topchef
06:34 Chef for Scandinavian Tobacco: Branche er under pres - opkøb skal drive væksten
06:32 Valuta: Investorer puster ud efter dollar- og kryptostyrkelse
06:32 Asien: Generelle kursfald forud for amerikanske inflationsdata