USA/T-bond: Lange rente i højeste niveau tre måneder

Udgivet den 22-10-2024  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske markedsrenter steg igen mandag, og den lange tiårige rente nåede dermed sit højeste niveau i omtrent tre måneder.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation tikkede op med 11 basispoint til 4,20 pct.

Tirsdag morgen er der et rekyl på mandagens stigning. Renten på den tiårige T-bond falder til 4,18 pct. på markedet i Tokyo.

Det er dog stadig 2 point over rentens niveau, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede mandag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente gik op med 8 basispunkter til 4,03 pct.

Tirsdag morgen forrentes den toårige T-bond med 4,02 pct. i Tokyo.

Tendensen med stigende renter startede tidligere i oktober, da jobrapporten for september overraskede med en større jobskabelse end ventet og et fald i ledigheden fra 4,2 til 4,1 pct.

- Før den jobrapport tænkte obligationsmarkedet, at der var større sandsynlighed for recession og større sandsynlighed for aggressiv lempelse fra Federal Reserve, siger Will Compernolle, makrostrateg hos FHN Financial, til Reuters.

Der har sidenhen også været andre indikationer på en stærk økonomi. Senest overraskede detailsalget for september i sidste uges måling med at stige mere end ventet. En prognose fra Federal Reserve Bank of Atlanta har også netop spået en vækst i tredje kvartal på 3,4 pct.

Det peger på ingen måde i retning af en recession. Heller ikke en "blød landing", en snarere "ingen landing. Torsten Sløk, den danske topøkonom hos Apollo, ser netop, at det er den vej, økonomien er på vej hen.

- Bundlinjen er, at ekspansionen fortsætter, skrev han ifølge Bloomberg News i en kommentar.

- Det øger sandsynligheden for, at Federal Reserve må vende rundt på mødet til november.

Den amerikanske centralbank sænkede i september sin rente for første gang i fire år. Det blev til en nedsættelse på 0,50 pct.point til 4,75-5,00 pct., og samtidig indikerede bankens ledelse, at den samlet set vil blive sat tilsvarende ned på årets to resterende rentemøder i Federal Open Market Committee (FOMC), som er bankens renteudvalg.

Markedet er imidlertid gået fra at regne med flere rentesænkninger end det til nu at forvente færre, omkring halvanden nedsættelse inden nytår svarende til 0,40 pct.point.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯