USA/T-bond: Let stigende renter på pæne nøgletal
De amerikanske renter kravlede langsomt op tirsdag. Pæne nøgletal fra den amerikanske økonomi og et mindre løft i risikoappetitten var årsagerne, selv om renterne tidligere lå i minus på ny bekymring omkring brexit.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 1 basispoint til 1,88 pct. Det var også niveauet, da det danske obligationsmarked lukkede. I løbet af tirsdagen vekslede den tiårige rente mellem 1,85 og 1,89 pct.
Renten på den kortere toårige amerikanske statsobligation sluttede dog uændret i 1,63 pct. Med tirsdagens udvikling stejlede rentekurven til 25 basispoint fra 24 mandag.
Renterne startede ellers i minus tirsdag, da Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, annoncerede, at hans regering vil fremsætte et lovforslag, som afslutter brexit-perioden allerede ved udgangen af 2020, uanset om landet har en ny handelsaftale med EU eller ej.
Det skabte fornyet politisk risiko i markedet, og renterne vendte snuden nedad, ligesom pund blev svækket.
Da amerikanerne vågnede op, ændrede billedet sig imidlertid. Investorerne på den anden side af Atlanten fokuserede stadig på den delvise handelsaftale, som Kina og USA blev enige om i sidste uge. Samtidig kom der solide tal fra USA's økonomi.
- Det er det billede, vi gerne skal have. Det er et vist rationale i, at en bedre økonomi skal løfte renterne. Lidt bedre nøgletal. Aktierne i plus. Renterne stiger. Det hænger sammen, siger Lars Skovgaard Andersen, som er seniorstrateg i Danske Bank.
Tirsdagens nøgletal viste, at jobudbuddet i USA steg fra sit laveste i 18 måneder, og det dulmede frygten for, at økonomiens jobskabelse bremser op. Desuden var novembers industriproduktion med en vækst på 1,1 pct. stærkere end de ventede 0,9 pct.
/ritzau/FINANS
Tags: Bonds❯ Market Close❯ USA❯