USA/T-bond: Mindre rentefald efter mildere inflationsmåling
Det amerikanske obligationsmarked sluttede fredag en uge, der ellers forinden havde budt på stigninger, med rentefald.
Årsagen var en opgørelse over kerneinflationen i november, som ikke bare aftog, men gjorde det med mere end ventet.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 4 basispoint til 4,52 pct. Gennem hele handelsugen blev det derfor til et løft på 12 basispoint i forhold til en rente på 4,40 pct. fredagen forinden.
Mandag morgen er den tiårige rente 4,53 pct. på markedet i Tokyo. Det er 3 basispoint højere end ved dansk lukketid fredag.
Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente sætte med knap 1 basispunkt til 4,31 pct. For hele ugen blev det dog til en stigning i den korte rente på 6 basispunkt er fra 4,25 pct. forrige fredag.
- Inflationsdataene udløser rentefaldene fredag. Det er en reaktion oven på de mere høgeagtige kommentarer fra Federal Reserve. Nu kommer de her data og peger på, at der alligevel er lidt mere styr på inflation end frygtet, kommenterer Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank.
Kerneinflationen, målt ved PCE Core, som er centralbanken i USA's foretrukne opgørelse, aftog på månedsbasis i november til 0,1 pct. fra 0,3 pct. i oktober.
Fredagens opgørelse vidnede samtidig om et mindre niveau end ventede 0,2 pct., ligesom det var første gang siden juli, at det gik den rigtige vej mod centralbankens mål med en aftagende tendens.
På helårsbasis var tallet dog uændret i 2,8 pct., men det skal sammenlignes med en ventet tiltagende udvikling til 2,9 pct. Federal Reserves mål er på 2,0 pct. om året, og før november har udviklingen altså de foregående måneder peget den forkerte vej.
Det var på den baggrund, at centralbankens ledelse onsdag indikerede blot to rentesænkninger i 2025 mod en prognose i september på fire af dem, og at centralbankchef Jerome Powell indikerede en længere pause ved at fastslå, at de næste rentelempelser ikke kommer før nye tegn på en aftagende inflation.
- Når der kommer hop op i inflationen, så giver det bekymring, især når centralbanken siger, som den siger, men det er omvendt også godt, at inflationen ikke aftager for hurtigt. Det ville nemlig være bekymrende, lyder det imidlertid også fra Lars Skovgaard Andersen med henvisning til, at en hurtigt og kraftigt aftagende inflation ville være ensbetydende med recession i økonomien.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Market Close❯ USA❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›