USA/T-bond: Nye rentestigninger - handelshåbet lyser stadig grønt
De amerikanske renter fortsatte igen tirsdag opad, da investorerne igen lettede presset på baggrund af sidste uges opblødning i handelskrigen mellem Kina og USA, som anses som den helt store trussel mod den globale økonomi.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation gik op med 9 basispoint til 1,74 pct. Det var samtidig hele 7 basispoint mere, end da det danske obligationsmarked lukkede.
I løbet af tirsdagen blev den tiårige rente handlet mellem 1,62 og 1,74 pct. Renten er nu steget fem dage i træk - samlet med 28 point siden sidste tirsdags rente i 1,46 pct.
Renten på den kortere toårige amerikanske statsobligation steg sideløbende også med 9 basispunkter til 1,68 pct.
Bevægelsen væk fra sikkerheden i de amerikanske statsobligationer, trods aktieminusser det meste af tirsdagen, omend markedet lukkede marginalt i minus, målt på S&P 500-indekset, er fortsat motiveret af, at USA og Kina i sidste uge endelig fik sat en mødedato i kalenderen for en forhandling i handelskrigen på "højt niveau" i Washington i starten af oktober.
- Der er gået lidt squeeze i den. Efter der kom forbrødring mellem USA og Kina, er renterne fortsat med at køre op. Ingen taler længere om en invertering af rentekurven. Markedet tager sig en puster. Flugten mod sikkerhed havde presset renterne hårdt ned, så nu får vi et spike op i stedet, forklarer Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank-
Han advarer dog om, at sporet ikke bare er lagt til fortsat risk-on i finansmarkederne, for netop handelskrigen har været volatil og svær at forudse.
- Vi har set en ensrettet trafik, hvor renten blev presset ned, så kan en event, som ændrer på det, presse det kraftigt den anden vej op. Risikoen for at blive skuffet er dog tilstede. Kineserne og amerikanerne har for, gud ved hvilken gang sagt, at de vil forhandle. Det overrasker ikke, men jeg ville være overrasket, hvis det så er det. Der kommer nok noget at være bekymret for igen om kort tid. Eksempelvis hvis Trump bliver sur, betoner Lars Skovgaard Andersen.
Et forhold, der dog kan lette presset yderligere på renterne, kan være, hvis regeringerne i Europa, og især den tyske, vælger at bruge finanspolitikken til at skubbe gang i den haltende økonomi, der for eurozonens vedkommende bare voksede med 0,2 pct. i andet kvartal, mens den faktisk skrumpede med 0,1 pct. i Tyskland.
Torsdag er der også rentemøde i ECB, og her venter markedet, ifølge Bloomberg News, en rentesænkning på 10 point til 0,5 pct.
- ECB vil komme med et lille cut, men det er for ikke at skuffe enkelte aktører i markedet. Det hjælper ikke noget på økonomien, men det kan tilfredsstille nogle spekulanter. Der er derimod flere rygter og fingerpeg mod finanspolitikken. Hvis der kommer finanspolitiske lempelser i Europa, så kan det løfte renterne yderligere op, vurderer Danske Banks seniorstrateg.
Med tirsdagens udvikling stejlede rentekurven en smule til godt 5 basispoint. Den har har nu været i positivt terræn i seks dage, efter otte dage forinden i minus.
Rentekurven, forskellen på renten mellem den tiårige og den toårige statsobligation i USA, følges tæt af investorer og økonomer, da den gennem de seneste 50 år - syv gange i alt - har forvarslet en recession i amerikansk økonomi ved at vende rundt, eller gå i minus, således at den toårige rente har ligget over den tiårige.
Ved årets start lå rentekurven i 19 basispunkter, mens den ved udgangen af 2017 lå i 52 basispunkter og 125 basispoint året før det.
/ritzau/FINANS
Tags: Bonds❯ Market Close❯ USA❯