USA/T-bond: Rentefald på stille dag uden større nyt
Den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation, T-bond, endte tirsdag med et fald på 3 basispoint i 1,78 pct. i forhold til lukkeniveauet mandag.
Renten på den kortere toårige amerikanske statsobligation endte 1 basispoint højere til 1,60 pct. i forhold til lukkeniveauet mandag.
- Renterne falder en lille smule, men det er kun i den lange ende. De korte renter ligger mere eller mindre fladt, så du får en lille fladning i rentekurven. Der er sket det, at vi har fået nogle massive stigninger i renten hen over efteråret, og nu falder det så lidt tilbage, forklarer Lars Skovgaard Andersen, der er seniorstrateg i Danske Bank, til Ritzau Finans.
Det var generelt en stille dag på de finansielle markeder tirsdag, hvor der for investorerne kun var enkelte nøgletal i kalenderen at forholde sig til.
Forud for de amerikanske markeders åbning landede tal for påbegyndt boligbyggeri i oktober samt byggetilladelser i samme måned.
Det påbegyndte boligbyggeri i USA udviklede sig i oktober en smule værre end ventet, mens antallet af byggetilladelser omvendt steg.
Det påbegyndte boligbyggeri steg til 1.314.000 enheder fra 1.266.000 i måneden før. Her var der ventet 1.320.000 enheder af analytikerne ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.
Tallet fra september blev revideret en smule op fra de oprindelige 1.256.000 enheder.
Antallet af byggetilladelser steg til 1.461.000 enheder i oktober fra 1.391.000 i september. Her var konsensus blandt analytikerne ifølge Bloomberg 1.385.000 tilladelser.
Begge nøgletal er sæsonjusterede og opgjort på helårsniveau.
/ritzau/FINANS
Tags: Bonds❯ Market Close❯ USA❯