USA/T-bond: Renten presset rekordlav - fastholdes i Tokyo onsdag

Udgivet den 05-08-2020  |  kl. 06:32  |  

Investorerne var tirsdag skeptiske, mens de ventede på nyt om en mulig ny amerikansk hjælpepakke, som politikerne ikke kan blive enige om. Samtidig tyngede øgede spændinger mellem Kina og USA.

Det sendte investorerne over i de mere sikre statsobligationer i USA og pressede renterne rekordlavt, ligesom guldet også rundede en skarp milepæl ved for første gang nogensinde at gå forbi 2000 dollar per ounce.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 5 basispoint til rekordlave 0,51 pct. Renten startede tirsdagen omkring sit højeste i 0,56 pct. og faldt løbende mod sin bund i 0,50 pct.

Onsdag morgen ligger den tiårige rente i underkanten af 0,51 pct. på T-bondmarkedet i Tokyo.

Det er knap 2 point under renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede tirsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente faldt tirsdag marginalt til 0,11 pct. Niveauet holder onsdag morgen i Tokyo.

- Det er det samme billede i obligationerne som i aktierne. Et spejlbillede. Der er en venten på at se, hvad vej vi skal. Investorerne vil have noget fra politikerne, og det venter vi på. Derfor falder renterne lidt. Stigningen i corona den senere tid, påvirker også økonomien, og vi kan derfor regne med lavere renter i længere tid, og derfor skal vi lidt ned, forklarede seniorstrateg i Danske Bank, Lars Skovgaard Andersen.

VENTER PÅ POLITIKERNE

I USA er flere af støtteordningerne i forbindelse med coronakrisen udløbet med udgangen af juli, herunder en forøgelse på 600 dollar om ugen af støtten til arbejdsløse. Republikanerne ønsker at vedtage en ny hjælpepakke på 1000 mia. dollar, uden en forlængelse af den øgede støtte til de arbejdsløse, mens Demokraterne vil fastholde hjælpen til de arbejdsløse og bruge tre gange så meget.

- En politisk aftale om 1000 mia. dollar vil være en skuffelse. Konsensus i markedet er ikke til den lille pakke. Ud over det vil indretningen af pakken, til hvem og hvornår, også kunne skuffe. Der kan være mange skuffelser i detaljerne. Det skal være penge, som kommer ud nu. Ikke om flere år. Den skal også støtte small og midcap. Ikke de store selskaber, der bare vil bruge pengene på udbytter og aktietilbagekøb. Pengene skal ud i den reale økonomi, vurderede Lars Skovgaard Andersen.

Den tiårige rente er gennem 2020 faldet kraftigt på grund af coronakrisen og centralbankernes meget ekspansive pengepolitik, og tirsdag ramte den et nyt lavpunkt i 0,51 pct.

- Det er det, vi har oplevet henover sommeren, at vi troede, vaccinen var der, og smitten var reduceret, og nu får vi det her tilbageslag på coronafronten. Det vil påvirke den reale økonomi. Der er heller ikke opbygget en egentlig konsensus, og nogle har været alt for positive omkring væksten. Der er positive tegn i nøgletallene, men måske får vi ikke en stor acceleration. Desuden er der arbejdsløsheden, jobtabene, der stadig ser høje ud, sagde Danske Banks seniorstrateg.

- Det er dog ikke et faresignal endnu. Jeg ser det som en naturlig konsekvens af, at vi har været for hurtige til at indregne genopretningen.

Da året startede lå den tiårige statsrente i USA i 1,92 pct.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Relaterede nyheder