USA/T-bond: Renten stort set uændret

Udgivet den 26-05-2020  |  kl. 06:32  |  

Det amerikanske rentemarked er igen i sving tirsdag morgen oven på mandagens amerikanske helligdag, der kom i forlængelse af de to dages stilstand på de danske finansielle markeder torsdag og fredag i sidste uge.

Tirsdag morgen forrentes den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation med 0,66 pct. på T-bondmarkedet i Tokyo.

Det er stort set samme niveau, som da det amerikanske marked lukkede fredag og små 3 basispoint mindre, end da det danske obligationsmarked lukkede onsdag inden Kristi himmelfartsferien.

Mens det danske marked var lukket, viste de amerikanske renter en vigende tendens.

Torsdag gav en forventet stigning i antallet af førstegangsledige og data for aktiviteten i både fremstillingssektoren og servicesektoren anledning til en let vigende tendens, der sendte den tiårige rente ned til 0,67 pct.

Fredag dykkede den tiårige rente helt ned til 0,62 pct., inden markedet stabiliserede sig på 0,66 pct. ved lukketid op til den lange weekend i USA, hvor de finansielle markeder står stille mandag grunden "Memorial Day".

Den korte toårige rente har sideløbende ikke gjort meget væsen af sig.

Tirsdag morgen oppebærer den toårige T-bond en rente på 0,17 pct. på markedet i Tokyo.

Det er samme niveau som ved dansk lukketid onsdag før Kristi himmelfart og også samme niveau som ved amerikansk lukketid fredag.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder