USA/T-bond: Renter presset op af stærkt jobmarked i december

Udgivet den 13-01-2025  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske markedsrenter skød fredag op, mest i den korte ende, da en stærkere end ventet jobrapport for december pegede i retning af en mindre dueagtig centralbank i USA.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 7 basispoint til 4,76 pct., hvilket var 2 point over rentens niveau, da obligationshandlerne i Danmark gik på weekend.

Der er mandag morgen ingen handel med amerikanske statsobligationer på det japanske marked, der holder lukket på grund af helligdag.

Den lange rente nærmede sig dermed de 5,00 pct., hvor den ikke har ligget siden starten af november 2023, og for hele ugen tikkede den tiårige rente op med 16 point fra 4,60 pct. sidste fredag

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente hoppe op med 12 basispunkter til 4,38 pct., hvilket svarede til et løft på 10 punkt fra sidste uges slutniveau i 4,28 pct.

- Rentekurven flader ud, fordi de korte renter stiger mere end de lange. Der er en frygt for, at vi ikke får så mange rentesænkninger. Man regner nu med omtrent en enkelt i år. Det er frygten for Federal Reserves reaktion, forklarer Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank.

Fredagens renteudvikling var dikteret af jobrapporten fra det amerikanske arbejdsministerium. I december blev der skabt 256.000 jobs uden for landbruget i USA, mens 165.000 nye positioner var ventet. Ledigheden faldt også til 4,1 fra 4,2 pct., mens et uændret niveau var ventet.

Begge dele vidnede om et fortsat solidt arbejdsmarked og en stærk økonomi, og trods et mindre fald i lønvæksten til 3,9 pct. betyder det i kombination med en genstridig amerikansk inflation, at der lægges op til en noget langsommere amerikansk centralbank i forhold til rentelempelser.

Markedet skruede da fredag også ned for sine væddemål på en dueagtig centralbank, da investorerne nu satser på en slutrente for 2025 på 4,05 pct. mod 3,90 pct. torsdag. Og selv om Federal Reserve selv for blot en lille måneds tid siden indikerede to nedsættelser på 0,25 pct.point i år, så indregnes kun godt og vel en enkelt og først til fulde til september.

- Det kan godt være, at der er en del volatilitet i aktiemarkedet, som vi er vant til, men at den også er så høj i obligationsmarkedet med de skiftende hyperforventninger til Federal Reserve skaber altså nervøsitet, påpeger Lars Skovgaard Andersen.

Midt i september indledte centralbanken i USA for første gang i mere end fire år en lempelsescyklus med en rentenedsættelse på 0,50 pct.point, hvilket både i november og december blev fulgt op af yderligere sænkninger på 0,25 pct.point til 4,25-4,50 pct.

Dengang i september var markedets forventning, at renten skulle slutte 2025 i 2,85 pct., mens ledelsen i Federal Reserve selv indikerede et niveau i 3,375 pct.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Seneste nyheder

11:42 Obligationer/middag: Deepseek-bekymringer sender renterne ned
11:35 Aktier/middag: Deepseek rammer energiaktier mens Pandora skinner
10:30 Økonom ser fortsat tætte skyer over tysk økonomi trods lille bedring i erhvervstilliden
10:20 Britisk detailkæde sendes til vejrs af overvejelser om salg af "high street"-butikker
10:11 Nvidia sendt til tælling oven på lancering af kinesisk chatbot
10:03 Tyskland: IFO-indekset udvikler sig bedre end ventet
09:31 Chipproducenter og kabelvirksomheder vakler oven på kinesisk lancering af chatbot
09:19 Vestas har udsigt til nogle travle år i USA trods Trumps vindmodstand forudser Sydbank
09:12 Aktier/åbning: Pandora holder C25-nedtur tilbage efter løftet anbefaling
08:55 Obligationer/åbning: Renterne slår bak fra start i negativt marked
08:23 Aktier/tendens: Pandora høster roser fra USA i trykket marked
08:02 Det danske detailsalg steg marginal i julemåneden sidste år
07:45 Kina går ind i AI-kapløbet med chatbotten Deepseek
07:37 Råvarer: Oliepriserne falder da Trump gentager opfordring til Opec om at sænke priserne
06:42 Asien: Amerikanske futures dropper efter kinesisk fremstød med kunstig intelligens
06:36 Pandora får løftet anbefalingen af amerikansk finanshus: Sætter højeste kursmål blandt analytikere
06:36 Vestas får sænket kursmålet hos Goldman Sachs
06:34 Kinesisk aktivitet i fremstillingssektoren viser tilbagegang i januar
06:34 Kina: Industriens overskud steg 11 pct. i december men faldt 3,3 pct. i hele 2024
06:32 Asien: Amerikanske aktiefutures dropper oven på kinesisk fremstød med kunstig intelligens