USA/T-bond: Renter steg onsdag efter Federal Reserves mødereferat
Referatet af det seneste rentemøde i Federal Reserve, den amerikanske centralbank, viste, at der var en livlig debat om, hvorvidt renten skulle sænkes med 25 eller med 50 basispoint.
Det endte som bekendt med en "jumbo-nedsættelse", men diskussionen vidnede om en tiltro til USA's økonomiske vækst, og på marginalen pegede uenigheden mod en knap så lempelig centralbank.
Og derfor steg markedsrenterne i USA onsdag.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation gik op med 6 basispoint til 4,07 pct., hvilket var 3 point over rentens niveau, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede. Det er tilgengæld samme niveau, som statsobligationen handles i torsdag morgen på markedet i Tokyo
Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente tikke op med 6 basispunkter til 4,02 pct.
- Nogle deltagere bemærkede, at der havde været et plausibelt argument for en rentenedsættelse på 25 basispoint ved det forrige møde, og at data i perioden mellem møderne havde givet yderligere bevis for, at inflationen var på en bæredygtig vej mod 2 pct., mens arbejdsmarkedet fortsatte med at køle af, hed det i onsdagens referat af mødet i Federal Reserve den 17. og 18. september.
- Dog bemærkede nogle deltagere, at inflationen stadig var noget forhøjet, mens den økonomiske vækst forblev solid, og arbejdsløsheden forblev lav. De observerede, at de ville have foretrukket en reduktion af målområdet på 25 basispoint ved dette møde, og nogle få andre indikerede, at de kunne have støttet en sådan beslutning, fremgår det.
Lige efter rentemeldingen i sidste måned faldt markedsrenterne kraftigt, og investorerne indregnede rentenedsættelser på samlet 0,75 pct.point mere inden nytår, men sidste uges meget stærke jobrapport har siden vendt den udvikling rundt, så markedet nu satser på en rente, som er 0,45 pct.point lavere til nytår.
- Før rentemødet og jobrapporten prissatte rentemarkedet en recession, mens spreadmarkedet indregnede en blød landing, siger Vishal Khanduja, rentechef hos Morgan Stanley Investment Management, til Reuters.
- Nu kan vi sige, at både rentemarkedet og spreadmarkedet er ved at nå til det punkt, hvor en blød landing bliver indregnet. Igen, dette vil ikke ske i en lige eller glat linje. Federal Reserve er afhængig af data, og når pengepolitikken er afhængig af data, er der volatilitet omkring de vigtige datapunkter vedrørende inflation.
"Spreadmarkedet" er en henvisning til handelen med virksomhedsobligationer og referer til forskellen i renten på dem i forhold til de amerikanske statsrenter.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Market Close❯ USA❯