USA/T-bond: Renterne tikkede op efter svag auktion og inden nøgletal

Udgivet den 25-01-2024  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske markedsrenter tikkede onsdag op på bagkant af et stærkere end ventet tal for erhvervstilliden, inden en række vigtige nøgletal de kommende dage og efter en auktion over nye femårige statslån, der viste skuffende efterspørgsel.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 5 basispoint til 4,18 pct. Den lange rente svingede onsdag mellem 4,08 og 4,19 pct.

Torsdag morgen forrentes den tiårige T-bond med 4,16 pct. på markedet i Tokyo.

Det er 3 basispoint over renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente tikkede op med 5 basispoint til 4,38 pct.

Torsdag morgen er renten på den toårige T-bond 4,37 pct. i Tokyo.

- Når man kombinerer en smule urolig prisaktivitet forud for en hel del data over de næste to handelssessioner med erkendelsen af, at der vil være ret omfattende udstedelse af statsobligationer i de kommende uger, lægger det pres på statsobligationsrenterne, siger Andrzej Skiba, der er chef for renteinvesteringer hos RBC Asset Management, til Reuters og peger på, at finansministeriet i USA vil sælge langt flere obligationer, end der udløber.

- Vi vil være 100 mia. dollar i plus i den kommende måned, og det vil kun stige, fortsætter han.

Onsdagens auktion over statsobligationer med fem års løbetid var samtidig skuffende, hvilket var med til at skubbe renterne op. I auktionen på 61 mia. dollar endte kuponrenten lidt højere end markedsrenten lige inden, og budvolumen var noget lavere end ved den seneste auktion i slutningen af december.

Torsdag kommer der samtidig en række nøgletal, herunder BNP og det personlige forbrug for fjerde kvartal i USA, samt ledighedstal for sidste sidste uge, og fredag offentliggøres den amerikanske centralbanks foretrukne mål for kerneinflationen, PCE Core, som ses aftage til 3,0 pct. i december fra 3,2 pct. i november.

Onsdagens nøgletal var samtidig bedre end ventet, da de de amerikanske indkøbschefer i januar havde et markant lysere syn på aktiviteten i den amerikanske økonomi, end tilfældet var måneden før.

Det samlede PMI-indeks landede i januar nemlig i 52,3 mod ventet 51,0 blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. I december viste indekset 50,9.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Seneste nyheder