USA/T-bond: Små rentestigninger på vent-og-se-tirsdag

Udgivet den 26-06-2024  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske renter steg en smule tirsdag, da en måling over forbrugertilliden i USA viste et mindre fald end ventet, ligesom det amerikanske finansministerium gennemførte et større salg af obligationer, som investorerne tog noget lunkent imod.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 1 basispoint til 4,25 pct. I løbet af tirsdagen blev den lange rente handlet i intervallet mellem 4,21 og 4,26 pct.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente tikke op med 2 basispoint til 4,74 pct.

Onsdag morgen er den tiårige rente steget yderligere et hak til 4,26 pct., hvilket er 2 basispoint højere end ved dansk lukketid tirsdag. Den toårige rente er fortsat op til 4,76 pct.

Tirsdagens måling af den amerikanske forbrugertillid viste et lille fald i juni til indeks 100,4 fra 101,3, mens et dyk til indeks 100,0 var ventet blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News, og det var med til et skubbe renterne en smule op.

Desuden gennemførte finansministeriet i USA en auktion over 69 mia. dollar nye toårige statslån og oplevede her en undervældende efterspørgsel, som betød, at renten på de nye papirer endte i præcist samme niveau, som den var i markedet lige inden.

- Der har været den her lunke obligationsauktion, men ellers venter folk på inflationsdata i slutningen af uge, siger seniorstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen til MarketWire.

- Canadiske inflationsdata viste sig også at være lidt højere end ventet, og det kan give lidt forventning om en amerikansk overraskelse på opsiden, for Canada har været en ledende indikator på andre tidspunkter, fortsætter han.

På fredag kommer ugens nøgletalsmæssige højdepunkt imidlertid, når PCE Core for maj lægges frem. Den ventes at vise et fald i kerneinflationen til 2,6 pct. fra 2,8 pct. i april.

Centralbanken i USA har et mål om 2,0 pct. om året, men løftede selv for to uger siden sin prognose for 2024 til 2,8 pct. fra et bud i marts på 2,6 pct.

De canadiske forbrugerpriser steg i maj på månedsbasis med 0,6 pct. mod 0,5 pct. i april og ventet 0,3 pct.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯