USA/T-bond: Små rentebevægelser inden Powells taler og forbrugerpriser

Udgivet den 09-07-2024  |  kl. 06:32  |  

Der var ikke meget gang i den i det amerikanske obligationsmarked mandag, da renterne tikkede en smule op i den korte ende, inden centralbankchef Jerome Powell tirsdag vidner i Senatet og onsdag i Repræsentanternes Hus, og inden den vigtige opgørelse over forbrugerprisernes udvikling i juni lægges frem onsdag.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation gik marginalt op til 4,28 pct. I løbet af mandagen svingede den tiårige rente i et interval mellem 4,26 og 4,32 pct.

Tirsdag morgen forrentes den tiårige T-bond fortsat med 4,28 pct. på markedet i Tokyo.

Det er samme niveau, som da obligationsmarkedet i Danmark lukkede mandag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente steg med 2 basispunkter til 4,63 pct.

Tirsdag morgen er renten på den toårige T-bond 4,62 pct. i Tokyo.

Investorerne ønskede tilsyneladende ikke at indgå de store væddemål i mandagens obligationshandel, men der er da også udsigt til masser af nyt, som kan rykke markedet i de kommende dage.

Allerede tirsdag giver Jerome Powell, formand for Federal Reserve, sin halvårlige vidneforklaring for Senatets bankkomite, og onsdag gentager han kunststykket i komiteen for finansiel service i Repræsentanternes Hus.

Fokus vil her vanen tro være på centralbankchefens syn på økonomien og i særdeleshed på udviklingen i inflationen. Her fremhævede formanden senest i sidste uge på en konference i Portugal, at økonomien udvikler sig i en "disinflationær retning".

- Man har haft nogle mindre gunstige økonomiske data, så jeg tror, at selv om han ikke vil være ekstremt dueagtig, vil han efter min mening være mere dueagtig end høgeagtig, og så må vi se, hvad forbrugerprisindekset bringer, siger Tony Farren, administrerende direktør hos Mischler Financial Group, til Reuters.

Inden Powells vidneforklaring onsdag offentliggøres også udviklingen i forbrugerpriserne i juni, og her spås ifølge Bloomberg News en stigning på månedsbasis med 0,1 pct. mod en flad udvikling i maj. På årsbasis ses forbrugerprisernes vækst dog at aftage til 3,1 pct. i juni fra 3,3 pct. i maj.

Med udviklingen mandag dykkede rentekurven til minus 35 point mod negative 33 point fredag. Negativ har den nu været i mere end to år i træk, da den dykkede under nul den 6. juli 2022.

Det er den længste periode i minus i historien og overgår altså rekorden på 624 dage, som blev indledt med et fald under nul i starten af august 1978.

Tidligere, når rentekurven er gået i minus og siden igen vendt rundt til positivt territorium, er det blevet efterfulgt af en recession i den amerikanske økonomi.

Rentekurvens bund har i de seneste knap to år været i minus 109 basispoint, hvilket var i marts 2023.

En negativ rentekurve betyder, at renten på kortsigtede lån er højere end renten på langsigtede lån. Dette skaber bekymring hos investorer, da det ofte indikerer manglende tillid til økonomien på længere sigt. Investorerne vælger derfor kortsigtede investeringer, da de forventer, at økonomien vil bremse op, hvilket også kan øge risikoen for en recession på grund af lavere efterspørgsel og investeringer.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:56 Europa/lukning: Bilaktier i lille comeback mens danske aktier tog top og bund
17:46 Markedet skærer ned på stor amerikansk rentenedsættelse i november
17:26 Fredagens obligationer: Renter sendt op efter stærk amerikansk jobrapport
17:12 Mærsk-investorerne så milliarderne fordufte - 8 mia. kr. skåret af markedsværdi
17:07 DSV's markedsværdi steg med 20 mia. kr. på dag efter aktieudvidelse
17:02 Fredagens aktier: DSV i lykkerus på aktiesalg mens Mærsk fik klø efter afblæst strejke
16:51 Fed-chef roser jobrapport - men der er kun tale om tal for en måned
16:33 Antallet af Novos fedmemedicin Wegovy på recept i USA falder
16:03 Investorerne stod i kø for at købe nye aktier i DSV
15:41 USA/åbning: Bomstærk jobrapport skaber fest hos amerikanske investorer i grøn åbning
15:22 Danske boligejere kan se frem mod højere renter efter stabil amerikansk jobrapport
14:56 Et solidt amerikansk jobmarked får håb om stor rentesænkning til at falme
14:48 Amerikansk beskæftigelsesrapport lander markant bedre end ventet i september
14:43 USA: Aktier og renter brager op efter brølstærk jobrapport
14:14 USA/tendens: Stigende oliepriser og forventninger til jobtal giver grønne futures i USA
13:49 Torms storaktionær Okatree har solgt stor aktiepost
12:58 Europa/aktier: Bilaktier gør lille comeback efter EU gør det muligt at indføre told
12:44 Novo: Underleverandørs fabrik har brudt FDA-regler - Reuters
12:36 Europæiske bilaktier i lille comeback efter mulig højere told på kinesiske elbiler
11:40 Obligationer/middag: Renten stiger i spændt marked inden amerikansk jobrapport