USA/T-bond: Svage nøgletal sendte renterne ned

Udgivet den 28-06-2024  |  kl. 06:32  |  

Skuffende nøgletal fra Europa såvel som hjemme i USA betød, at de amerikanske markedsrenter torsdag faldt tilbage, inden fredagens afgørende inflationsmåling.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation satte sig med 4 basispoint til 4,29 pct. I løbet af torsdagen registrerede den tiårige rente sin top i 4,35 pct. og sin bund i 4,28 pct.

Fredag morgen forrentes den tiårige T-bond med 4,32 pct. på markedet i Tokyo.

Det er 4 point over renteniveauet, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede torsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente faldt med 4 basispunkter til 4,71 pct.

Torsdag morgen er renten på den toårige T-bond 4,72 pct. i Tokyo.

- Vi har set skuffende data. Både fra Europa og fra USA. Den tyske forbrugertillid faldt, den franske forbruger er mere negativ end ventet, og de amerikanske data har torsdag også skuffet, kommenterer Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

Fra USA var nyheden den, at de fortsatte ledige i sidste uge steg en smule til det højeste niveau siden 2021, mens den tredje opgørelse over den amerikanske vækstudvikling i første kvartal afslørede en lavere forbrugsvækst i 1,5 pct. end ventede 2,0 pct.

Det kom oveni faldende forbrugertillid her i juni i både Tyskland og Frankrig.

Torsdagens tal står dog i skyggen af fredagens vigtige opgørelse over kerneinflationen, PCE Core, den amerikanske centralbanks foretrukne inflationstal, for maj, og den ventes at vise et fald i kerneinflationen til 2,6 pct. på årsbasis fra 2,8 pct. i april.

Federal Reserve har et mål om 2,0 pct. om året, men løftede selv for godt to uger siden sin prognose for 2024 til 2,8 pct. fra et bud i marts på 2,6 pct.

- Fredag kommer inflationsdataene, og kommer den varmere end ventet ud, så vil det skabe uro. Vi tror det ikke, og det gør markedet heller ikke. Men man skal være klar til, at der er en risiko for, at det ikke bare er rolig sejlads herfra. Selv om investorerne altså er ikke nervøse for det, lyder det fra Danske banks investeringsekspert.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Seneste nyheder