USA/T-bond: Tiårig rente steg i risikoaverst marked - kurven flader fortsat
De amerikanske statsrenter steg onsdag efter et løft ud på aftenen, hvor investorerne smed alt fra sig i et gennemgående surt marked.
Først på handelsdagen blev obligationsmarkedet ellers brugt som tilflugtssted for det dårlige humør blandt aktierne, men til sidst blev udsalget så omfattende, at det også omfattede statspapirerne.
Det gav faldende kurser og stigende renter. For den toneangivende tiårige T-bond endte dagen med et renteløft på 3 basispoint til 4,28 pct. efter en helt flad tirsdag.
Til gengæld faldt den toårige rente med 2 basispoint til 4,43 pct., og dermed blev spændet mellem de to indsnævret til 15 basispoint.
Torsdag morgen forrentes den tiårige T-bond med 4,26 pct. og den toårige med 4,40 pct.
Det er henholdsvis 5 basispoint og 3 basispoint mere end ved dansk lukketid onsdag.
De to løbetider har på rentesiden nærmet sig hinanden på det seneste, efterhånden som den første rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, ser ud til at nærme sig.
Onsdag fik diskussionen om centralbankens timing mere næring, da William Dudley, der er tidligere chef for Federal Reserves afdeling i New York, pegede på, at han vurderer, centralbanken bør sænke rente allerede ved næste uges møde.
I markedet er der ellers bred enighed om, at det ikke vil ske, men at den første rentesænkning i denne cyklus i stedet vil falde i forbindelse med rentemødet i september.
Onsdag viste det foreløbige PMI-tal for juli fra USA sig bedre end ventet, da det landede på 55,0 mod ventet 54,2 blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Det var bomstærke takter i servicesektoren, der trak op, mens målingen for produktionssektoren omvendt overraskende pegede på en aftagende aktivitet.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Market Close❯ USA❯