USA/T-bond: Trump-handel løftede igen renter mandag
Udsigten til, at den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, næste tirsdag kan vinde valget i USA i kombination med et skuffende salg af nye statsobligationer pressede mandag markedsrenterne opad.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 4 basispoint til 4,28 pct.
Men tirsdag morgen forrentes den tiårige T-bond med 4,27 pct. på markedet i Tokyo.
Det er 2 point under rentens niveau, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede mandag.
Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente gik op med 3 basispunkter til 4,14 pct.
Tirsdag morgen er renten på den toårige T-bond 4,13 pct. i Tokyo.
- Renterne er steget en del på det seneste efter stærke nøgletal og gode regnskaber og før næste uges præsidentvalg, siger Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank.
- De amerikanske nøgletal har været meget stærkere end ventet, og der er også en Trump-handel i gang. Investorerne kigger på, at Trump vinder.
Netop mandag skrev The Wall Street Journal, at selv konservative amerikanske økonomer venter mere inflation, hvis republikaneren Donald Trump vinder over demokraten Kamala Harris end omvendt.
Det skyldes hans planer om at lægge told på varer fra både Kina og USA, ønsket om at deportere en masse vigtig arbejdskraft i form af illegale immigranter, og en plan om at presse landets centralbank til en mere lempelig pengepolitik.
- Renter skal måske stige på grund af begge kandidaters politiske forslag, men de skal stige mere, hvis Trump vinder, mener Danske Banks investeringsekspert, men tilføjer også:
- Jeg synes dog stadig, renterne er steget for meget på den korte bane. De tikker bare op, og ingen skal have klinket noget.
Det amerikanske finansministerium solgt mandag også nye statsobligationer med en løbetid på to år for 69 mia. dollar og med en løbetid på fem år for 70 mia. dollar, og her var der en skuffende efterspørgsel med højere renter ved salget end i markedet lige inden. Det var mandag med til at presse markedsrenterne opad.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Market Close❯ USA❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1180
- næste ›