USA/T-bonds: Stigende rentetendens skudt til hjørne

Udgivet den 08-02-2013  |  kl. 07:02  |  

De amerikanske renter faldt torsdag, da investorerne skiftede holdning til det globale rentebillede. Renten i USA blev betragtet som mere attraktiv, efter at chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, advarede om effekten af den styrkede fælles valuta på den økonomiske vækst i eurozonen. Dermed blev der lagt låg på de seneste dages underliggende tendens til stigende renter, og med et surt aktiemarked og skuffende nøgletal lukkede renterne lavere.

Den toneangivende amerikanske statsobligation - den 10-årige T-bond - sluttede med en rente på 1,95 pct. i New York onsdag. Det er 1 basispoint mindre end lukkeniveauet onsdag.

Fredag morgen ligger den 10-årige renten uændret i 1,95 pct. i handlen i Tokyo.

ECBs advarsel om eurostyrkelsens effekt på den økonomiske vækst i Europa fik følgeskab af ringe tal fra det amerikanske arbejdsmarked, hvilket sendte en bølge af skuffelse gennem markedet.

- Nogle af de problemer, der tidligere har understøttet efterspørgslen (efter T-bonds, red.), som for eksempel Europa, er dukket op igen. Mens der er opmuntrende tegn på liv i økonomien, er der også en erkendelse af, at der er stadig nogle problemer, siger chefobligationshandler David Coard fra Williams Capital Group i New York til Bloomberg News.

ECBs advarsel faldt på et pressemøde i forlængelse af centralbankens pengepolitiske møde torsdag.

- Valutakursen er ikke et pengepolitisk mål, men den er vigtigt for væksten og prisstabiliteten. Vi vil se, om styrkelsen fastholdes, og om det i så fald ændrer vores vurdering af risiciene for prisstabiliteten, lød det fra Mario Draghi.

ECB indikerer dermed, at nye lempelser vil blive taget i brug, hvis det bliver nødvendigt.

Det amerikanske arbejdsmarked er forsat en - for investorerne - frustrerende faktor. Dataene for nytilmeldte ledige viste 366.000 nye ledige i sidste uge. Det var 6000 flere end ventet. Og samtidig steg antallet af fortsatte ledige til 3,224 mio. mod de estimerede 3,197 mio.

- Det er frustrerende ikke at se beskæftigelsen blive bedre end den er. Men i det mindste er den på vej i den rigtige retning, lyder det fra fondschef Jeffrey Davis fra Lee Munder Capital Group i Boston.

Der var også et fald i produktiviteten uden for landbruget på 2,0 pct. i fjerde kvartal, hvor analytikerne havde ventet et fald på 1,4 pct.

Fredag er der kun sekundære nøgletal at tage hensyn til på rentemarkedet. Den amerikanske handelsbalance for december offentliggøres klokken 14.30, og klokken 16 kommer opgørelen over de amerikanske engroslagre ligeledes i december.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk