USA/tendens: En lille pil op fra start
De amerikanske aktiebørser ventes at åbne med en lille pil op fra mandagens lukkekurs. Det indikerer futuremarkedet, hvor Dow Jones står til en stigning på 0,2 pct., mens Nasdaq og S&P begge stiger med henholdsvis 0,3 pct. og 0,2 pct.
Amerikanske nøgletal, der kom klokken 14.30 viste en stigning i antallet af byggetilladelser til 780.000 enheder fra 723.000 måneden før. Her var konsensus blandt analytikerne, ifølge Bloomberg News, 730.000 tilladelser. Det påbegyndte boligbyggeri i USA faldt omvendt til 708.000 enheder fra 744.000 i april. Her var der ventet 722.000 enheder af analytikerne.
Transportgiganten Fedex står i formarkedet til en at fald på 1,8 pct., efter at selskabet kom med regnskab for regnskabsåret 2011/2012, hvor specielt forventningerne til fremtiden skuffede. I fjerde kvartal havde Fedex en indtjening per aktie på 1,99 dollar mod estimeret 1,92 dollar, mens omsætningen landede på 11,0 mia. dollar mod ventet 11,2 mia. dollar. Fedex måtte dog skuffe markedet, da man blot ser en indtjening per aktie i første kvartal på 1,45 til 1,60 dollar mod markedets forventning på 1,70 dollar.
Medicinalselskabet Eli Lilly står i formarkedet til en stigning på 0,9 pct., efter selskabet har oplyst, at det genoptager sit aktietilbagekøbsprogram, som blev igangsat tilbage i 2000. Tilbage i programmet er 420 mio. dollar, som ventes tilbagekøbt inden udgangen af 2012.
Den helt store højdespringer i formarkedet er it-virksomheden Oracle Corp, der står til en stigning på 5,2 pct. Selskabets årsregnskab overraskede markedet positivt med en indtjening per aktie på 82 cent mod en forventning på 78 cent. Forventningerne til første kvartal ligger ligeledes pænt i forhold til analytikernes forventninger.
/ritzau/FINANS
Martin Mogensen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›