USA/tendens: Futures peger på afdæmpede stigninger

Udgivet den 30-03-2020  |  kl. 14:21  |  

Der er lagt op til en stille åbning på det amerikanske aktiemarked mandag, efter at udtalte fald fredag afsluttede en ellers positiv aktieuge i USA.

Futures for de tre toneangivende indeks, S&P 500, Dow Jones og Nasdaq, ligger 0,2-0,6 pct. højere, omkring halvanden time før børsen åbner.

Coronaudbruddet har fået så godt fat i USA, at retningslinjerne, som præsident Donald Trump i hovedstaden Washington D.C. har udstedt for at skabe fysisk afstand mellem mennesker og bekæmpe krisen, ikke bliver ophævet foreløbig.

Natten til mandag dansk tid sagde han, at han forlænger retningslinjerne til den 30. april. Han sagde desuden, at selv om 100.000 er et skrækkeligt tal, så har USA gjort det godt, hvis dødstallet som følge af virusset kan holdes mellem 100.000 og 200.000.

UDTALTE FALD FREDAG AFSLUTTEDE GOD UGE

Det brede S&P 500-indeks faldt fredag med 3,4 pct. Indekset er 24,9 pct. fra den seneste rekord, men steg dog 10,3 pct. i den forgangne uge.

Dow Jones-indekset bakkede fredag med 4,1 pct., men indekset fik sig en gevinst henover ugen på 12,8 pct. Endelig blev det fredag til et minus på 3,8 pct. til teknologiaktierne på Nasdaq, som siden forrige fredag er steget med 9,1 pct.

Hos Bernstein er man dog mistænksom, og mener, at amerikanske aktier kan falde på ny, skriver Bloomberg.

- Vi står stadig over for massiv usikkerhed om længden af nedlukningen i en række væsentlige økonomier, skriver aktiestrateg Inigo Fraser-Jenkins i et notat.

ABBOTT TIL VEJRS PÅ CORONATEST

Medicinalvirksomheden Abbott Laboratories går dog en lovende mandag i møde, efter at de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, har givet en hastegodkendelse af en test, der kan spore coronavirus på bare ned til fem minutter.

Mens det tager fem minutter at nå frem til et positivt testresultat, så kan det transportable testudstyr, der er på størrelse med en brødrister, vise negative testresultater inden for 13 minutter, fremgår det af en meddelelse fra selskabet.

Selskabet planlægger at levere nogle af de første kits i løbet af denne uge, og at fremstillingskapaciteten vil blive skaleret op til at nå 50.000 test om dagen.

- Dette er selskabets anden test til at modtage "Emergency Use"-godkendelse hos FDA for Covid-19-sporing, og kombineret forventer Abbott at producere omkring 5 mio. test om måneden, skriver selskabet, der stiger 10,6 pct. i formarkedet .

AMAZON KAN BLIVE RAMT AF STREJKE I NEW YORK

Der er også coronanyt om Amazon, der kan blive ramt af en strejke i et varehus i Staten Island i New York, fordi medarbejderne mener, at faciliteten bør lukkes i mindst to uger og rengøres som følge af risiko for smitte. Det rapporterer Bloomberg. Aktien i Amazon stiger ikke desto mindre 0,2 pct. i formarkedet.

Blandt olieaktierne falder Exxon og Chevron med henholdsvis 2,3 pct. og 2,1 pct. Prisen på en tønde af den amerikanske referenceolie, WTI, falder mandag yderligere over 5 pct. til bare 20,38 dollar, da det stadig ikke er lykkedes Rusland og Organisationen af Olieeksporterende Lande at enes om at skære produktionen.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder