USA/tendens: Futures stiger efter aktievenlig jobrapport

Udgivet den 03-11-2023  |  kl. 13:49  |  

Det amerikanske aktiemarked ventes fredag at åbne lettere positivt efter en umiddelbart positiv reaktion på offentliggørelsen af den amerikanske jobrapport for oktober.

Futuren for det brede amerikanske S&P 500-indeks ligger kort efter jobtallene 0,4 pct. højere efter at have ligget marginalt lavere op til offentliggørelsen.

Der er også udsigt til plusser i de to andre store amerikanske indeks. Dow Jones-indekset indikeres 0,4 pct. højere, og Nasdaq-futuren stiger 0,3 pct.

Torsdag var opløftende regnskaber med til at give god stemning på markedet, hvor S&P 500-indeket steg 1,9 pct., mens Dow Jones og Nasdaq blev løftet med henholdsvis 1,7 og 1,8 pct.

Jobrapporten fra USA kaldes af cheføkonom Søren Kristensen fra Sydbank for "lunken", og det er godt nyt.

Rapporten viste en jobskabelse på 150.000 i oktober, hvilket var under det ventede niveau på 180.000 ifølge Bloomberg News.

- 150.000 amerikanere kom i job i oktober. Det er mindre end tidligere og mindre end ventet. Men det er faktisk en god nyhed for både centralbanker, investorer og danske virksomheder, skriver Søren Kristensen.

Udviklingen på jobmarkedet kan dæmpe presset for yderligere renteforhøjelser hos den amerikanske centralbank, og reaktionen på obligationsmarkedet er da også umiddelbart faldende renter.

- Direktørerne hos Federal Reserve og investorerne vil glæde sig over en mindre stærk arbejdsmarkedsrapport. Vi ser da også, at renterne falder, mens aktierne stiger i kølvandet på rapporten, skriver Søren Kristensen.

APPLE INDIKERER LAVERE

Selskabsspecifikt vil der fra åbningen være fokus på Apple efter elektronikkæmpens regnskab for fjerde kvartal, der blev annonceret efter børslukketid i USA torsdag aften.

Apple-aktien falder i formarkedet med 2 pct. efter regnskabet, som på overfladen var lidt bedre end ventet. Imidlertid var der også et par skuffelser, herunder en svag prognose for første kvartal og et par underliggende fejlskud i tallene for fjerde kvartal.

Apple lægger ikke konkrete forventninger til første kvartal frem, men finansdirektør Luca Maestri har på en telekonference torsdag indikeret, at omsætningen i de igangværende tre måneder, som også omfatter jule- og feriesæsonen, vil ligge på samme niveau som sidste år.

Dengang var det på 117,15 mia. dollar, mens analytikerne ifølge Bloomberg News for i år havde regnet med en vækst på knap 5 pct. til 122,77 mia. dollar.

En skramme i regnskabet er også indtægterne i Kina, der langt fra lever op til forventningerne med et samlet salg på 15,08 mia. dollar, hvor analytikerne på Wall Street havde regnet med 17,01 mia. dollar.

Samtidig faldt salget af Mac-computere kraftigt i perioden og en del mere end ventet.

I torsdagens eftermarked kom der også regnskab fra Booking Holdings, som i formarkedet falder 3,0 pct. selv om regnskabet for tredje kvartal på overfladen var bedre end ventet.

Rejsekoncernen oplevede i perioden en stigning i nettoomsætningen på 21 pct. til 7,34 mia. dollar mod ventede 7,26 mia. dollar, mens det justerede overskud per aktie blev på 72,32 dollar, sammenlignet med 53,03 dollar et år tidligere, og mod et konsensusestimat på 67,84 dollar, ifølge Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

08:43 Aktier/tendens: Mærsk og Zealand kan få opmærksomhed ventet på rolig fredag
08:16 Novos ærkerival har sat fuld skub på udviklingen inden for svær overvægt
07:50 Råvarer: Olieprisen falder som følge af mindre risikoappetit
07:14 Obligationer/tendens: Dramatisk renteuge kan slutte mere roligt
07:09 Mærsks asiatiske konkurrenter har solid medvind fredag
06:37 Dansk aktie skiller sig ud som bedste investering inden for svær overvægt
06:34 Schweizisk storbank tror på blød landing og ser to rentesænkninger i USA i 2024
06:34 Japans centralbank fastholder renten og udskyder beslutning om stramning
06:32 Asien: Japanske aktier hjulpet af en svækket yen
06:32 Valuta: Bank of Japan udskyder strammerkurs - yen rammer svageste niveau i seks uger
06:30 Kalender med link - fredag den 14. juni
17:57 Europa/aktier: Rentestigninger gav største fald siden midten af april
17:41 Opec kalder tro på snarlig top i efterspørgslen efter olie for farlig
17:15 Torsdagens obligationer: Lidt bevægelse efter amerikanske nøgletal
17:08 Torsdagens aktier: Surt eliteindeks med banker i bund og volatile Zealand i top
16:30 UBS rygtes i forhandlinger med kinesisk partner om frasalg af Credit Suisse-selskab
15:50 USA/åbning: Positiv optakt bekræftet efter eftermiddagens nøgletal
15:36 Lufthansas investering i italienske ITA er på vej til at blive godkendt af EU
14:42 Amerikanske producentpriser viser lovende takter: Stiger mindre end ventet i maj
14:32 USA: En del flere nytilmeldte ledige end ventet i sidste uge