USA/tendens: Intel belønnes i afdæmpet marked op til aftenens rentemøde

Udgivet den 20-03-2024  |  kl. 13:40  |  

Der er udsigt til en stille, men overvejende positiv åbning på Wall Street onsdag, hvor markedsdeltagerne formentlig vil holde lidt igen inden rentemeddelelsen fra den amerikanske centralbank senere i aften.

Der ventes ingen renteændringer, men kommentarer om renteudsigterne efterspørges af markedet, der foreløbigt har sænket sine forventninger til årets rentenedsættelser til tre i år fra estimeret seks for bare nogle måneder siden.

- Givet den seneste stigning i inflationen, den stærke økonomiske vækst, det sunde jobmarked og de robuste overskud i virksomhederne, vil vi muligvis kunne se nogle Fed-medlemmer planlægge færre rentenedsættelser i år.

- Det kunne vippe medianprognosen til to rentenedsættelser i år fra tre, der blev skematiseret i december, siger Ipek Ozkardeskaya, senior markedsanalytiker hos Swissquote Bank, til Reuters.

Futures indikerer et lille fald i Dow Jones-indekset på 0,1 pct., en stigning i S&P 500-indekset i samme størrelsesorden, mens Nasdaq-indekset indikeres at ville åbne 0,2 pct. højere.

Tirsdag steg det brede S&P 500-indeks med 0,6 pct., Nasdaq-indekset endte med et plus på 0,4 pct., og Dow Jones-indekset steg mest med 0,8 pct.

INTEL FÅR HÅNDSRÆKNING

Chipproducenten Intel kan få opmærksomhed ved udsigten til milliarder fra USA, der vil investere i at udbygge selskabets chipfabrikker.

Det bliver taget godt imod blandt aktionærerne, der sender aktien op med 3,1 pct. på det amerikanske formarked.

Ifølge Bloomberg News lægges der op til at tildele Intel 8,5 mia. dollar, og hertil kan der ydes et lån på yderligere 11 mia. dollar. Det gør det til den største tildeling af midler med det formål at udvikle den nationale chipindustri i USA.

Fra medicinalbranchen er der kommet en skuffelse fra biotekkoncernen Biontech, kendt for sin coronavaccine udviklet i samarbejde med Pfizer.

Aktien falder 5 pct., efter at såvel omsætning som indtjening har haltet efter analytikerforventningerne. Overskuddet per aktie blev 1,90 euro i fjerde kvartal mod ventet 2,31 euro, mens omsætningen på 1,48 mia. euro, var omtrent 400 mio. euro lavere end ventet.

SKIDT NYT FRA SMYKKEBRANCHEN

Smykkekæden Signet, der tidligere har solgt Pandora-smykker, formår heller ikke at indfri analytikernes forventninger i sit første kvartal.

Signet falder 6 pct. i formarkedet, efter at kæden har advaret om, at omsætningen formentlig vil lande i intervallet 1,47-1,53 mia. dollar - eller en del lavere end analytikernes estimat på 1,61 mia. dollar ifølge Bloomberg News.

Mere skidt nyt er der også fra Boeing, der forudser store negative pengestrømme i første kvartal på helt op til 4 til 4,5 mia. dollar på grund af de store udfordringer med sine 737 MAX fly.

Det er meldingen fra finansdirektør Brian West på en konference arrangeret af Bank of America, skriver Bloomberg. West siger desuden ifølge Reuters, at flyselskabet har besluttet at holde sin produktion på mindre end 38 styk af sine 737 MAX-fly hver måned.

Behersket skuffelse er der også over Super Micro Computer, der har besluttet at skrue lidt for ambitionerne i forbindelse med en planlagt kapitalforhøjelse.

Tirsdag skrev Bloomberg, at selskabet agtede at sælge 2 mio. aktier til mellem 900 og 1000,68 dollar per styk. Men aktiesalget afregnes til 875 dollar per styk.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯