USA/tendens: Investorerne står på sidelinjen og kigger mod Europa

Udgivet den 14-06-2018  |  kl. 13:40  |  

Frem mod åbningen af den amerikanske aktiehandel torsdag ser investorerne ud til at indtage en afventende position, da de venter på nyt fra centralbanken i Europa.

Den Europæiske Centralbank (ECB) afslutter nemlig sit seneste møde med først en rentemeddelelse og dernæst en pressekonference. Og mens der ikke er lagt op til ændringer i renteniveauerne, så vil investorerne lytte godt efter, når Mario Draghi, øverste chef i ECB, taler med pressen om den nuværende pengepolitik og udsigterne for det nuværende opkøbsprogram.

Opkøbsprogrammet, der lige nu køber statsobligationer for 30 mia. euro om måneden, står til at udløbe i september. Men flere har spekuleret i en forlængelse frem til og med årsskiftet, hvorefter ECB også kan begynde at hæve sine renter igen.

På den anden side af Atlanten har den amerikanske centralbank, Federal Reserve, allerede leveret flere rentestigninger siden de rekordlave niveauer i forlængelse af finanskrisen. Og onsdag kom der endnu en, da den ledende rente blev hævet med 25 basispoint til intervallet 1,75-2,00 pct. Samtidig gav Federal Reserve indikationer om at hæve renten fire gange i år mod før blot tre gange.

Meldingerne fra centralbanken gav onsdag fald på det amerikanske aktiemarked, og for de tre ledende indeks, S&P 500, Dow Jones og Nasdaq, blev der tabt mellem 0,1 og 0,5 pct. Torsdag to timer før handelsstart peger handlen med futures mod marginale bevægelser.

Onsdagens helt store nyhed blandt de amerikanske selskaber var en godkendelse af AT&T's opkøb af Time Warner, som derved ser ud til at kunne gennemføre sit opkøb på enorme 85 mia. dollar. Mens AT&T-aktien onsdag faldt 6,2 pct., så ligger aktien i formarkedet torsdag til at stige 0,4 pct. Time Warner-aktien, som onsdag steg 1,8 pct., går op med 0,1 pct. i formarkedet torsdag.

Godkendelsen havde også betydning for aktien i Walt Disney, som arbejder på at overtage 21st Century Fox, ligesom det havde for Comcast, der har varslet intentioner om at gå ind i en budkrig. Mens Disney-aktien steg 1,9 pct., så tabte Comcast-aktien 0,2 pct. I formarkedet falder Disney-aktien torsdag 0,3 pct., mens Comcast-aktien ligger uændret.

Endelig steg aktien i 21st Century Fox, som vil kunne nyde godt af en budkrig, onsdag med 7,7 pct. Torsdag ser aktien dog ud til at tabe lidt igen, da den ligger til et fald på 0,3 pct.

/ritzau/FINANS

Dan Petersen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
0,00%
 
20/09/18

 
0,00%
 
04:29:01

 
-0,18%
 
20/09/18

 
0,00%
 
04:29:01

Social Copy trading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder