USA/tendens: Lille misstemning inden vigtig amerikansk jobrapport
En let negativ stemning har indfundet sig i det amerikanske formarked, hvor handlerne ser frem mod ugens største makroøkonomiske begivenhed i form af beskæftigelsesrapporten for oktober.
Forud for handelsstart i New York falder futures på de toneangivende aktieindeks med 0,2-0,3 pct.
Klokken 14.30 løftes sløret for ugens sidste og vigtigste indslag i fortællingen om det amerikanske jobmarked. I ugens løb har der været nyt om jobåbningerne, nytilmeldte ledige og ADP-rapporten for beskæftigelsen i den private sektor.
Tallene har gennemgående indikeret en nedkøling af det hidtil genstridige jobmarked, der har buldret frem trods adskillige renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
I oktober ventes beskæftigelsen uden for landbruget at være vokset med 183.000 job fra 150.000 måneden før. Arbejdsløsheden ventes uændret på 3,9 pct., mens stigningstakten for timelønningerne på årsbasis ventes aftaget til 4,0 pct. fra 4,1 pct.
- Det faktum, at ugens hidtidige tal har indikeret en afmatning i det amerikanske jobmarked får flere handlere til at regne med, at tallene i dag vil følge samme tendens, skriver Ipek Ozkardeskaya, der er seniormarkedsanalytiker i Swissquote Bank, i et notat ifølge Reuters.
- Hvis tallene er svage nok, kan opturen på det amerikanske obligationsmarked fortsætte ... mens et stærkere tal end ventet kan nedtone dueagtige forventninger, fortsætter hun.
Markedet venter lige nu, at Federal Reserve allerede i marts kan begynde at sænke renterne.
LULULEMON SKUFFER MED PROGNOSEN
Sportstøjsproducenten Lululemon står til en svær start på handlen fredag, efter at selskabet torsdag efter børslukning gjorde status for sit tredje kvartal.
Selv om det afsluttede kvartal var mere end godkendt af analytikerne, var prognosen for fjerde kvartal noget svagere end estimeret.
Lululemon venter i fjerde kvartal en omsætning på 3,14-3,17 mia. dollar, hvor analytikere adspurgt af Bloomberg News havde regnet med 3,18 mia. dollar, mens indtjeningen per aktie ventes i niveauet 4,85-4,93 dollar. Her lå analytikerkonsensus i toppen af forventningerne.
I investeringsbanken Jefferies vurderer man efter regnskabet, at Lululemons aktiekurs har toppet.
- Der er ikke meget plads til, at aktierne kan stige fremover med en mere forsigtig amerikansk forbruger og meget høje forventninger. Lululemons storhedstid vil møde tyngdeloven i 2024, siger Randal Konik, der er analytiker i Jefferies, til Bloomberg News.
Aktien sætter sig 2,8 pct. i det amerikanske formarked.
MICROSOFT I BRITISK SØGELYS
Microsoft er kommet i de britiske konkurrencemyndigheders søgelys over teknologigigantens partnerskab med OpenAI, der står bag chatrobotten ChatGPT.
Overvejelserne er nu, om konkurrencemyndighederne, Competition and Markets Authority, skal kulegrave partnerskabet mellem de to selskaber.
Microsoft har samlet investeret 13 mia. dollar i OpenAI, skriver Bloomberg News.
Aktien viger 0,4 pct. i formarkedet.
BROADCOM I STÆRK ÅRSAFSLUTNING
Den amerikanske halvlederproducent Broadcom var også aktuel med regnskab i torsdagens eftermarked. Her fremlagde selskabet tal for sit fjerde kvartal af perioden 2022/23, der udviklede sig en smule bedre end ventet.
Forventningerne til den nye periode 2023/24 var til gengæld stort set som ventet i markedet, og reaktionen i formarkedet er derfor afdæmpet.
Broadcom står til at åbne stort set uændret, når det amerikanske aktiemarked åbner klokken 15.30. Selskabets aktie steg dog 2,1 pct. i den ordinære handel torsdag.
I fjerde kvartal realiserede Broadcom en justeret indtjening per aktie på 11,06 dollar, mens der var ventet 10,93 dollar.
Halvlederproducenten venter i 2023/24 en omsætning på omkring 50 mia. dollar, hvor der ifølge mediet The Fly var ventet 50,3 mia. dollar.
.\\˙ MarketWire