USA/tendens: Nye regnskabsskuffelser tynger i allerede surt marked

Udgivet den 25-07-2024  |  kl. 14:11  |  

Der er torsdag ingen bedring at spotte på det amerikanske aktiemarked, der onsdag blev sendt ud på en voldsom deroute.

Regnskabssæsonen for andet kvartal har langt fra vist sig fra sin bedste side i denne uge, og torsdag er ingen undtagelse. Her har blandt andet American Airlines høvlet en større luns af sine indtjeningsforventninger for 2024.

Onsdag satte William Dudley, der er tidligere chef i USA's centralbank, Federal Reserve, handlerne en skræk i livet, da han opfordrede centralbanken til en øjeblikkelig sænkelse af renten for at afværge en recession.

Lidet hjalp det, at Tesla skuffede gevaldigt med sit regnskab for andet kvartal, og at markedet fandt fejl i Google-ejerne Alphabets ellers på overfladen godkendte regnskab.

- Vi får skuffelse på skuffelse, siger Florian Ielpo, der er chef på makroområdet i Lombard Odier Asset Management, til Bloomberg News.

- Budskabet er måske, at væksten er svagere, end de amerikanske data har givet udtryk for, og måske er det tid til at justere porteføljen væk fra de store techselskaber i USA, fortsætter han.

Futures for de toneangivende amerikanske indeks viger yderligere 0,0-0,2 pct., efter at S&P 500 onsdag faldt 2,3 pct., og Dow Jones bakkede 1,3 pct. Langt værre gik det ud over det teknologitunge Nasdaq-indeks, der dykkede hele 3,6 pct.

AMERICAN AIRLINES RAMT AF LAV EFTERSPØRGSEL

Luftfartsselskabet American Airlines har torsdag måttet nedjustere sine forventninger til 2024 kraftigt, da efterspørgslen på ingen måde har fulgt med udbuddet i andet kvartal.

Der ventes nu en justeret indtjening per aktie på 0,70-1,30 dollar, mens prognosen for 2024 tidligere lød på 2,25-3,25 dollar per aktie.

Det falder ikke i god jord hos investorerne, der sender aktien ned med 7,6 pct. i formarkedet.

Modvinden skyldes, at American Airlines' strategi for salg og distribution ikke har udviklet sig efter planen samt en ubalance i forholdet mellem udbud og efterspørgsel, forklarer topchef Robert Isom i regnskabet.

FORD RAMT PÅ INDTJENINGEN AF REPARATIONER

Bilgiganten Ford har kurs mod et kursfald på 13,5 pct., når det amerikanske aktiemarked åbner torsdag, efter at selskabet i eftermarkedet skuffede med sit regnskab for andet kvartal.

Fords justerede indtjening per aktie var i kvartalet 0,47 cent, mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde regnet med 0,67 cent.

Skuffelsen skyldes, at Ford har måttet bruge flere penge på reparationer af biler, der var dækket af købsgaranti.

- Høje garantiomkostninger var allerede et problem - de bliver bare ved med at forværres, siger analytiker Adam Jones fra Morgan Stanley ifølge Bloomberg News.

Til gengæld skiller it-selskabet IBM sig positivt ud efter sit regnskab for andet kvartal, der bød på en pæn fremgang i softwaresalget og vækst på AI-området.

IBM's samlede omsætning voksede i andet kvartal med 1,9 pct. til 15,77 mia. dollar mod ventet 15,61 mia. dollar. Til gengæld var der tale om en vækst på 7,1 pct. i salget af software.

Samtidig oplyser IBM i sit regnskab, at selskabets ordrebog inden for kunstig intelligens nu er steget til 2 mia. dollar.

Aktien stiger 3,3 pct. i formarkedet.

BIOTEKSELSKAB UDFORDRER MED FEDMEKANDIDAT

Biotekselskabet Viking Therapeutics har torsdag udsigt til et kurshop på over 15 pct., efter at selskabet i forbindelse med sit kvartalsregnskab har offentliggjort, at det vil tage sin fedmekandidat videre til et fase 3-studie.

Fedmekandidaten VK2735 har før vist lovende vægttab i et fase 2-studie. Dertil vil Viking Therapeutics også gennemføre et fase 2-studie med pilleudgaven af VK2735.

De stærke data med VK2735 har tidligere presset både danske Novo Nordisk og amerikanske Eli Lilly, og torsdag er ingen undtagelse, hvor det amerikanske selskab falder 2,3 pct.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

12:09 Gubra og Zealand Pharma trækkes med ned af negativt nyt til Novo Nordisk
12:05 Novo lever ikke op til egne forventninger i vigtigt studie - aktien mister 900 mia kr -NY2
11:56 Novo lever ikke op til egne forventninger i kursfølsomt studie - aktien mister 700 mia kr
11:48 Aktier/middag: Zealand Pharma bankes tocifret ned efter FDA-afvisning og trækker C25 ned
11:28 Obligationer/middag: Små renteudsving før inflationsnyt fra USA
10:49 Jefferies ser kurslussing til Zealand Pharma som købsmulighed
10:19 FLSmidth foreslår Mads Nipper som ny bestyrelsesformand
09:18 Zealand Pharma bankes i bund på børsen efter FDA-afvisning - aktionærer taber 5,3 mia. kr.
09:14 Aktier/åbning: Zealand Pharma falder tungt efter FDA-afvisning i rødt C25
09:11 Zealand Pharma bankes i bund på børsen efter FDA-afvisning
08:52 Obligationer/åbning: Små renteudsving før inflationsnyt fra USA
08:23 DNB sænker sin værdiansættelse af Zealand Pharmas Glepaglutid efter FDA-afvisning
08:13 Vigtigt rateindeks for Mærsk stiger for fjerde uge i træk
08:12 Væksten i dansk økonomi i tredje kvartal nedrevideret
08:09 Råvarer: Oliepriserne falder på styrket dollar og stagnerende kinesisk efterspørgsel
08:04 Vigtigt rateindeks for Mærsk stiger for fjerde uge i træk
07:59 Zealand Pharmas aktiekurs kan blive trykket af nye datakrav spår Nordnet
07:50 Aktier/tendens: Zealand Pharma i fokus efter amerikansk afvisning i ventet rødt marked
07:36 Per Aarsleff får hævet kursmål efter regnskab
07:25 Vægttab med Novos Cagrisema på 25 pct. eller mere kan give kursraket spår Nordnet