USA/tendens: Nye rekorder på lur til Nvidia og Nasdag i ventet positiv åbning

Udgivet den 28-05-2024  |  kl. 13:49  |  

Det ser ud til, at den forlængede weekend i USA, hvor handlerne holdt fri mandag grundet Memorial Day, ikke har taget brodden af det gode humør, som Wall Street sluttede af med i fredags.

I hvert fald indikeres starten på handelsdagen grøn for to ud af tre af de ledende indeks. Og igen ser det ud til, at mikrochipgiganten Nvidia kan rykke på markedet efter sidste uges kursfremgang.

Fredag gik Nasdaq-indekset på weekend i rekord med et plus på 1,1 pct. til 16.920,79. Tirsdag ligger indekset til at starte dagen ud med et plus på 0,3 pct.

S&P 500-indekset ligger til et plus på 0,1 pct. efter fredagens stigning på 0,7 pct. Holder plusset dagen igennem vil sidste tirsdags rekord på 5321,41 være en til historiebogen.

Dow Jones-indekset steg marginalt fredag - men fortegnet er skiftet tirsdag til minus 0,1 pct.

NVIDIA FORTSÆTTER REKORDRIDT

Nvidia ligger til fremgang - og rekord - for tredje dag i streg efter sidste uges superregnskab samt meldinger om, at Tesla-chef Elon Musks kunstige intelligens-startup, xAI, har rejst 6 mia. dollar i et forsøg på at udfordre OpenAI.

Nvidia indikeres 3 pct. højere i 1096,50 dollar.

Dermed ser opturen, som i indeværende år er nået op på mere end 120 pct., ud til at fortsætte for selskabet, der har nået en markedsværdi på mere end 2600 mia. dollar svarende til 17.800 mia. kr.

Torsdag steg aktien 9,3 pct. og fredag fortsatte opturen med et plus på 2,6 pct., efter at mikrochipgiganten, der er blevet synonymet med kunstig intelligens, havde aflagt et overbevisende regnskab onsdag aften.

APPETIT PÅ GAMESTOP

Meme-aktien Gamestop gør tilsyneladende klar til endnu en vild børsdag. Tirsdag indikeres aktien 26,6 pct. højere i 24 dollar, efter at Gamestop sent fredag op til den forlængende weekend udnyttede investorernes pludselige appetit på aktien til at sælge 45 mio. nye aktier for 933 mio. dollar.

Pengene går nu til at polstre Gamestop, der for mindre end to uger siden offentliggjorde lidet imponerende tal for første kvartal og samtidig åbnede for det nu gennemførte aktiesalg.

Den store kapitalrejsning er ikke mindst gjort mulig af massiv investorinteresse, siden profilen "Roaring Kitty" for første gang i flere år igen var aktiv på de sociale medier med et såkaldt "meme", der er sjove tegneserier eller filmstumper.

Siden memet har Gamestop-aktien svinget lystigt. Fra et udgangspunkt omkring 17 dollar steg Gamestop den 13. og 14. maj henholdsvis 74 og 60 pct. og blev en overgang handlet lige under 65 dollar. Siden gik det hurtigt ned ad bakke for at ende i 19 dollar per aktie i fredags.

Og så har Apples iPhone har - med hjælp fra rabatter - fået gang i salget i Kina. Hele 52 pct. steg leveringerne fra Apple til Kina.

Aktien stiger 1,9 pct. i formarkedet.

Den amerikanske regnskabssæson er stor set ovre. I slipstrømmen følger HP og Salesforce onsdag, og torsdag er turen kommet til Costco, Dell og Best Buy.

Hos detailkæden Costco ventes omsætningen i tredje kvartal at være steget med 8 pct. i kvartalet og overskuddet med 26 pct.

- I en tid, hvor inflationen stadig er høj oplever flere detailkæder, at forbrugeren er mere fokuseret på pris. Dette nyder Costco godt af, og det bliver derfor interessant at høre deres tanker om forbrugerens tilstand, og hvordan deres vækstforventninger er til resten af året, skriver Saxo Banks investeringsstrateg Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen i en kommentar.

Costo stiger 0,6 pct. i formarkedet.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯