USA/tendens: Små fald i sigte efter fire dage i grønt

Udgivet den 04-06-2020  |  kl. 14:32  |  

De amerikanske aktiemarkeder ligger torsdag til at åbne med små fald. Det sker efter fire dage i streg med plusser, der har været drevet af bedre end ventede nøgletal og håb om mere stimulus.

De tre ledende amerikanske aktieindeksfutures ligger torsdag med fald på 0,1-0,3 pct., hvor S&P 500-indekset ligger til det største fald.

Den globale stimulus har torsdag eftermiddag fået et nyt løft, idet Den Europæiske Centralbank har øget sit pandemi-opkøbsprogram med 600 mia. euro, så det nu beløber sig til samlet 1350 mia. euro.

- ECB har leveret, hvad markedet ville have, ikke mere og ikke mindre. Den har leveret, hvad der var behov for, siger Seema Shah, der er chefstrateg hos Principal Global Parners, til Dow Jones Newswires.

LUFTFARTSELSKAB LØFTET AF UDSIGT TIL FLERE FLYVNINGER JULI

American Airlines indikeres 6,8 pct. højere, efter at den amerikanske luftfartsgigant har annonceret, at det vil øge flyvningerne i juli med 74 pct. i forhold til den nuværende plan, idet de amerikanske forbrugere, der er fritaget for deres rejserestriktioner, er kommet hurtigere tilbage i flyene end ventet.

De mest travle dage næste måned vil have 4000 daglige flyafgange, hvilket vil være en stigning fra 2300 i juni. Luftfartsselskabet ventes i juli dog kun at flyve med 40 pct. af kapaciteten sammenlignet med 2019.

Meldingen hjælper også konkurrenterne, hvor United Airlines indikeres 5,6 pct. højere, og Delta Air Lines indikeres 4,4 pct. højere.

Amazon er i foreløbige forhandlinger om at købe en andel i Indiens næststørste teleselskab, Bharti Airtel, for mindst 2 mia. dollar. Det skriver Reuters, der pointerer, at selskabet dermed følger Facebook og andre amerikanske giganter, der satser på et af verdens hurtigst voksende internetområder.

Yderligere har Amazon onsdag efter lukketid annonceret, at det udvider sin flyflåde med yderligere 12 fragtfly for at kunne følge med efterspørgslen fra kunder, der køber varer online.

Amazon har under coronakrisen oplevet en stigende efterspørgsel på direkte levering af varer til folks hjem.

Amazon-aktien indikeres 0,3 pct. lavere i formarkedet.

J.M. SMUCKER VENTER SALGSTILBAGEGANG

J.M. Smucker indikeres 4,0 pct. lavere, efter at den amerikanske producent af marmelade og peanutbutter, ventet et fald i salget på 1-2 pct. i det forskudte regnskabsår 2020/21.

Det meddeler selskabet i forbindelse med regnskabet for det forskudte fjerde kvartal, hvor salget steg med 10 pct. og den justerede indtjening per aktie blev forbedret til 2,57 dollar fra 2,08 dollar.

J.M. Smucker venter fortsat øget forbrug fra privatforbrugere i starten af det nye regnskabsår, men det betydelige fald i salget til ikke-private ventes at fortsætte i hele året.

OLIESELSKABER INDIKERES LIDT NED EFTER ONSDAGENS OPTUR

Oliepriserne falder torsdag en smule på bekymringer om, at olielagrene vil stige, hvis ikke olieproducenter lander en aftale om produktionsnedskæringer, der i første omgang løftede priserne. Den amerikanske WTI-olie falder 1,5 pct. til 36,74 dollar per tønde.

Saudi-Arabien og Rusland har ifølge Reuters godkendt en fastholdelse af produktionsnedskæringerne på 9,7 mio. tønder om dagen til ind i juli, som Organisationen af Olieproducerende Lande, Opec, og andre olieproducerende lande som Rusland - tilsammen Opec+ - har arbejdet med siden april.

Aktierne i den amerikanske oliegigant Exxon Mobil indikeres 0,6 pct. lavere i formarkedet, hvilket dog kommer efter onsdagens stigning på 4,1 pct. Chevron indikeres 0,2 pct. lavere efter onsdagens stigning på 2,6 pct.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder