USA/tendens: Små fald i sigte før vigtig inflationsrapport med Spotify i feststemning

Udgivet den 13-11-2024  |  kl. 14:12  |  

De amerikanske aktiemarkeder ligger til at åbne med moderate fald, da investorerne afventer den vigtige inflationsrapport, der tager ekstra opmærksomhed på grund af bekymringer om, at Donald Trumps lovede toldsatser kan sætte gang i prisvæksten igen.

Tirsdag faldt det brede S&P 500-indeks tilbage med 0,3 pct. og sluttede igen lige under 6000 indekspoint. Dow Jones mistede 0,9 pct., mens Nasdaq tabte 0,1 pct.

Onsdag ligger futures for alle tre ledende aktieindeks med fald i omegnen af 0,3 pct.

Handlerne på finansmarkederne tilføjer inflationssikringer og prissætter færre rentenedsættelser næste år som følge af truslen om, at Trumps pro-vækstdagsorden kan udløse fornyet prispres.

Dagens amerikanske inflationsrapport ventes at vise, at det samlede forbrugerprisindeks steg med 0,2 pct. i oktober i forhold til måneden før.

- Vi har købt inflationsbundne obligationer med lang løbetid i USA, hvor jeg ser inflationsrisikoen som den højeste, siger Freddie Lait, partner hos Latitude Investment Management i London, i et interview med Bloomberg TV.

- Jeg ville se på Trump-sejren og tænke, at det blev mere sandsynligt, fortsætter han med henvisning til udsigten til højere inflation.

De amerikanske renter ligger stabilt onsdag efter at være hoppet med cirka 10 basispoint tirsdag.

Den amerikanske statskasse er blevet ramt af udsigten til, at Trumps lovede politikker, som skattelettelser og toldsatser, kan sætte skub i prispres og tvinge den amerikanske centralbank til at holde renterne forhøjet.

SPOTIFY GÅR GRØN DAG I MØDE EFTER OPMUNTRENDE BRUGERPROGNOSE

Aktien i Spotify stiger 7,9 pct. i det amerikanske formarked, da musiktjenesten har lagt en opmuntrende prognose for fjerde kvartal frem.

Den svenske koncern, der altså er børsnoteret i USA, regner med 665 mio. aktive månedlige brugere i sit fjerde kvartal, og det er mere end de knap 661 mio. aktive brugere, som analytikerne på Wall Street ifølge Bloomberg News regner med.

Omsætningsprognosen skuffer dog en smule og det samme gør omsætningsudviklingen i tredje kvartal.

Til gengæld hæfter analytikerne sig ved fremgangen i indtjeningsevnen i tredje kvartal, hvor bruttomarginen er steget til 31,1 fra 26,4 pct., mens 30,2 pct. var ventet på Wall Street.

Der er også spændt løfteraketter fast på aktierne i Rocket Lab USA, der løftes med 24,1 pct. i formarkedet, efter at raketselskabet har givet en opløftende omsætningsprognose drevet af flere planlagte opsendelser af selskabets Electron-løfteraket.

Konkurrent Space X's stifter, Elon Musk, er sammen med entreprenør Vivek Ramaswamy udpeget til at lede et nyt ministerium, der sigter på at gøre regeringen mere effektiv.

Det hjælper i onsdagens formarked også Elon Musks elbilselskab, Tesla, der indikeres 1,1 pct. højere. Det kommer dog efter et dyk tirsdag på 6,2 pct. De fire foregående handelsdage efter valget af Donald Trump var Tesla-aktien dog også steget med godt 39 pct.

Rocket Companies dykker 11,2 pct. formarkedet, efter at boligudlåneren har leveret en skuffende indtægtsprognose for det igangværende kvartal.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder