USA/tendens: Tesla står til at stige mens stærk økonomi sår tvivl om lavere renter

Udgivet den 08-04-2024  |  kl. 14:25  |  

Investorerne har svært ved at finde ud af, hvilket ben de skal stå på mandag, hvor en stærk økonomi - paradoksalt nok - fortsat giver anledning til hovedbrud.

Det betyder, at futures for de tre ledende indeks i USA - Nasdaq, S&P 500 og Dow Jones - midt på dagen bølger frem og tilbage mellem rødt og grønt.

En lang række nøgletal, herunder særligt den tungtvejende amerikanske jobrapport, pegede fredag på en stærk beskæftigelse. Det gav nervøse trækninger blandt den del af investorerne, der håber på snarlige rentenedsættelser.

Omvendt aftog stigningen i de gennemsnitlige timelønninger som ventet, og det har fået markedet til fortsat at satse på rentesænkninger i år.

- Så længe investorerne fortsat forventer rentenedsættelser som det næste træk, så bør de være i stand til at klare den her overgang, siger Madison Faller, investeringsstrateg hos JPMorgan Private Bank, ifølge Bloomberg.

Forud for rapporten fredag var markedets forventninger, at renten skal sænkes tre gange i USA i år, og efter offentliggørelsen er forventningen vekslet mellem to og tre, viser de såkaldte Fed-swaps. Den amerikanske centralbank har selv indikeret tre nedsættelser i år, men det var inden rapporten. Det er også fortsat uvist, hvornår den første nedsættelse kan finde sted.

Det brede S&P 500-indeks vandt fredag frem med 1,1 pct., Dow Jones steg 0,8 pct., og Nasdaq gik mest frem med 1,2 pct.

TESLA PÅ VEJ MED ROBOTTAXI

Der nyt på vej fra Tesla, og det sender aktien op med 2,9 pct. i formarkedet fredag.

Stifter Elon Musk har på sin profil på det sociale medie X oplyst, at elbilproducenten den 8. august vil præsentere markedet for sin nye robottaxi. Han har tidligere indikeret, at en "robotaxi" efter planen skal være et kompakt køretøj med blot to sæder og uden rat eller pedaler. I givet fald skal bilen så styres af Teslas software til fuld automatisk kørsel.

BITCOIN HOPPER

Bitcoin stiger 4,7 pct. til 72.555 dollar, hvilket er det højeste niveau i flere uger.

Det understøtter de kryptorelaterede aktier, heriblandt softwarekoncernen Microstrategy, der har investeret milliarder af dollar i bitcoin.

Aktien stiger 11,4 pct. i formarkedet efter et fald fredag på 10,9 pct.

Microstrategy er til og med fredag steget 110 pct. i år, da den har fulgt prisen på kryptovalutaen, hvoraf softwareselskabet den 18. marts ejede mere end 214.000. Med dagens bitcoinkurs har beholdningen en værdi af mere end 15 mia. dollar.

Kryptobørsen Coinbase indikeres 5,9 pct. højere, mens kryptomineselskabet Marathon Digital løftes 6,7 pct.

BOING DYKKER EFTER NYT UHELD

Et Boeing-fly af typen 737-800 fra Southwest Airlines blev søndag ramt af et uheld, som nu skal undersøges af de amerikanske luftfartsmyndigheder, skriver Reuters.

En motorhætte faldt af under flyets take-off fra en lufthavn i Denver og ramte en vingeklap. Ingen kom til skade.

Problemerne har imidlertid stået i kø for den amerikanske flyproducent, der lagde året ud med at føje endnu en negativ nyhed til kavalkaden af udfordringer.

Det skete i begyndelsen af januar, da et sidepanel på et af Alaska Airs Boeing 737 Max 9 fly rev sig løs, mens flyet var i luften. Ingen passagerer eller besætningsmedlemmer kom til skade, men hændelsen fik de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, til at sætte gang i en undersøgelse af flytypen og udstede et midlertidigt flyveforbud.

Det seneste uheld vurderes ifølge Reuters ikke at have nogen forbindelse til det forfløjne sidepanel.

Aktien i Boeing, der er faldet næsten 30 pct. i år, ligger 1,2 pct. lavere i formarkedet.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:56 Europa/lukning: Bilaktier i lille comeback mens danske aktier tog top og bund
17:46 Markedet skærer ned på stor amerikansk rentenedsættelse i november
17:26 Fredagens obligationer: Renter sendt op efter stærk amerikansk jobrapport
17:12 Mærsk-investorerne så milliarderne fordufte - 8 mia. kr. skåret af markedsværdi
17:07 DSV's markedsværdi steg med 20 mia. kr. på dag efter aktieudvidelse
17:02 Fredagens aktier: DSV i lykkerus på aktiesalg mens Mærsk fik klø efter afblæst strejke
16:51 Fed-chef roser jobrapport - men der er kun tale om tal for en måned
16:33 Antallet af Novos fedmemedicin Wegovy på recept i USA falder
16:03 Investorerne stod i kø for at købe nye aktier i DSV
15:41 USA/åbning: Bomstærk jobrapport skaber fest hos amerikanske investorer i grøn åbning
15:22 Danske boligejere kan se frem mod højere renter efter stabil amerikansk jobrapport
14:56 Et solidt amerikansk jobmarked får håb om stor rentesænkning til at falme
14:48 Amerikansk beskæftigelsesrapport lander markant bedre end ventet i september
14:43 USA: Aktier og renter brager op efter brølstærk jobrapport
14:14 USA/tendens: Stigende oliepriser og forventninger til jobtal giver grønne futures i USA
13:49 Torms storaktionær Okatree har solgt stor aktiepost
12:58 Europa/aktier: Bilaktier gør lille comeback efter EU gør det muligt at indføre told
12:44 Novo: Underleverandørs fabrik har brudt FDA-regler - Reuters
12:36 Europæiske bilaktier i lille comeback efter mulig højere told på kinesiske elbiler
11:40 Obligationer/middag: Renten stiger i spændt marked inden amerikansk jobrapport