USA/tendens: Udsigt til lavere renter giver positive investorer - plus til Paramount

Udgivet den 06-05-2024  |  kl. 14:43  |  

Der blæser positive vinde i USA denne mandag, hvor handlerne fortsat holder fast i optimismen fra fredag.

Det udmønter sig i grønne futures med udsigt til plusser for de tre ledende indeks - S&P 500, Dow Jones og Nasdaq - når der åbnes for handel om under en time.

Samlet stiger de 0,3-0,4 pct. efter solid fremgang fredag.

Her blev markedet løftet af to raketter. Først og fremmest fik investorerne indfriet håbet om en køligere jobrapport for april, da det øgede sandsynligheden for rentesænkninger i år, hvilket er godt nyt for aktiernes prissætning.

Den anden raket var et bedre end frygtet kvartalsregnskab, som fredag sendte Apple i vejret, mens den taber flyvehøjde med et minus på 0,6 pct. i formarkedet mandag.

Mens sidste uge var højdramatisk med adskillige regnskaber samt rentemøde og jobrapport, er der udsigt til en mere afdæmpet makrokalender i denne uge.

- Denne uge ventes at blive mere rolig på den økonomiske front. Der lander få økonomiske data og der er få meldinger fra centralbankerne, skriver Credit Agricoles strateger ifølge Bloomberg News.

PARAMOUNT PÅ ØNSKELISTEN HOS SONY

Underholdningskoncernen Paramount har modtaget et købsbud fra den japanske mediegigant Sony sammen med kapitalfonden Apollo på 26 mia. dollar.

Det sender aktien i Paramount i vejret med 3,9 pct. i det amerikanske formarked.

Købsinteressen kom frem fredag, efter at kilder kunne fortælle Bloomberg News, at de to selskaber sammen havde lagt et ikke-bindende bud på Paramount.

Underholdningskoncernen har hidtil været i eksklusive forhandlinger med David Ellision, der er chef for medieselskabet Skydance Media.

En særkomité i Paramount har dog siden oplyst Skydance Media, at der ikke længere er tale om eksklusive forhandlinger.

TYSK VACCINEPRODUCENT TYNGET

Tyske Biontech, der er kendt for sin coronavaccine udviklet i samarbejde med Pfizer, kom ud af første kvartal med lidt skuffende tal både på toplinjen og målt på indtjeningen per aktie. Omsætningen landede på 187,6 mio. euro mod ventet 305 mio euro ifølge Bloomberg News.

Resultatet per aktie for perioden blev et underskud på 1,31 euro mod estimeret 1,13 euro.

Biontech, der primært handles på børsen i USA, falder mandag 3,4 pct. i det amerikanske formarked.

FLYSELSKAB SENDT BAGLÆNS

Amerikanske Spirit Air sendes mandag baglæns i formarkedet i USA, efter at luftfartsselskabet har skuffet med sin prognose for andet kvartal.

Prognosen er offentliggjort i forbindelse med Spirits regnskab for første kvartal, der i det store hele var, som analytikerne havde regnet med. Det skriver Bloomberg News.

I andet kvartal venter Spirit en omsætning i niveauet 1,32-1,34 mia. dollar, og det er noget i underkanten af analytikernes forventninger. De havde ifølge Bloomberg News sat næsen op efter 1,46 mia. dollar. Dertil ventes en negativ driftsmargin på 9 til 11 pct., hvilket er væsentligt over konsensus på minus 2,1 pct.

Luftfartsselskabets første kvartal var nogenlunde som ventet.

- Selv om vi havde underskud i første kvartal af 2024, tager vi skridt mod vores finansielle mål, siger topchef Ted Christie i regnskabet.

- Det konkurrencedygtige miljø er fortsat udfordrende som følge af voksende kapacitet i mange af de markeder, vi er i, lyder det videre.

Aktien falder 2,6 pct. i formarkedet.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

07:45 NKT får løftet kursmålet med knap 6 pct. af Berenberg
07:31 Råvarer: Oliepriserne på vej op igen forud for officielle lagertal
07:20 Obligationer/tendens: Renterne vender til lille plus - investorerne afventer inflationstal
07:11 ECB's Rehn ser sats på yderligere to rentesænkninger i år som rimeligt
06:32 Asien: Stigninger for anden dag i træk
06:32 Valuta: Dollar uændret trods strammeragtige kommentarer fra Fed-direktører
06:32 USA/T-bond: Små rentestigninger på vent-og-se-tirsdag
06:32 USA/lukning: Nvidia i comeback sikrede aktieplus tirsdag
06:30 Kalender med link - onsdag den 26. juni
17:46 Europa/lukning: Airbus snublede i mangel på reservedele - Zealand Pharma fortsatte optur
17:24 Zealand efter tre rekorder på stribe: Indleder salg af nye aktier for over 6 mia. kr.
17:04 Tirsdagens aktier: Novo trak eliteindeks i grønt - Zealand Pharma fortsatte op
17:02 Novo Nordisk sætter rekord: Markedsværdien passerer 4500 mia. kr.
17:00 Tirsdagens obligationer: Rentefald på stille dag med tillidstal og centralbanktaler
16:29 Novo og Pandora er i top 100 i Time Magazines kåring af de mest bæredygtige virksomheder
16:08 Amerikansk forbrugertillid faldt mindre end ventet i juni
15:58 Rockwool vil bygge ny fabrik i Sverige med verdens største elektriske stensmelter
15:40 USA/åbning: Revanche til Nvidia og Eli Lilly går efter endnu en rekord i blandet åbning
15:27 Vestas vinder ordre med lang serviceaftale i Spanien
15:21 Vestas' kursmål sænkes med lige over en tier hos Morningstar