USA/tendens: Udsigt til lille plus - Nvidia i lille fald mens Snowflake buldrer op
De amerikanske aktier ser ud til torsdag at åbne i grønt, da futures peger op.
Nvidia, der leverede sit med spænding imødesete regnskab efter lukketid onsdag, landede overordnet set bedre end ventet. Regnskabet slog konsensus for både tredje kvartal og forventningerne til indeværende kvartal. Trods dette ligger aktien til et lille fald i formarkedet.
- Trumps sejr i præsidentvalget har bragt øget geopolitisk usikkerhed ind i markedet, og det tynger, vurderer topchefen i schweiziske EFG Asset Management til Bloomberg News.
Futures for de tre ledende amerikanske aktieindeks ligger torsdag godt halvanden time før åbningen med stigninger på 0,1-0,4 pct.
De amerikanske aktier lå onsdag længe godt i minus, men kravlede til allersidst akkurat i plus.
Det brede S&P 500-indeks endte marginalt højere efter i den tidlige handel at have været nede med omkring 1 pct. Dow Jones kravlede også i plus med 0,3 pct., mens Nasdaq rettede sig til et beskedent minus på 0,1 pct.
NVIDIA SES I RØDT
Nvidia presses lidt i det amerikanske formarked torsdag, på trods af at onsdagens regnskab fra verdens mest værdifulde selskab vanen tro leverede over forventningerne.
Nvidia-aktien ligger i formarkedet med et fald på 0,7 pct. til 144,88 dollar med godt halvanden time til åbningen. Aktien faldt også 0,7 pct. i den ordinære handel onsdag.
Chipgiganten kunne i kvartalet se omsætningen vokse med 94 pct. sammenlignet med perioden sidste år takket være en enorm efterspørgsel på AI-chips. Dog viser Nvidias egen prognose for fjerde kvartal, at omsætningsvæksten på årsbasis ventes at falde til "blot" 69,5 pct.
SNOWFLAKE BULDRER OP EFTER TAL
Aktien i Snowflake stiger i formarkedet med knap 22 pct. til 157,07 dollar, efter at softwareselskabet fremlagde en opløftende salgsprognose for fjerde kvartal efter lukketid onsdag.
Snowflake regner med at sikre sig indtægter fra produktsalget i de igangværende tre måneder på 906-911 mio. dollar, og det ligger selv i den lave ende af intervallet over analytikerbuddet på Wall Street ifølge Bloomberg News på 891 mio. dollar.
På den baggrund har koncernen også løftet sin prognose for produktomsætningen i hele regnskabsåret 2024/25 til 3,43 mia. dollar mod førhen 3,36 mia. dollar, der også er lig konsensus i markedet.
Tredje kvartal var samtidig bedre end ventet - fra top til bund.
DEERE I SVAGT PLUS
Deere slår analytikerkorpsets forventninger til fjerde kvartal, men skuffer med indtjeningsprognosen for 2024/25.
Det rapporterer Bloomberg News på baggrund af regnskabet. Aktien ligger dog 1,6 pct. højere i formarkedet i 411,28 dollar.
Deere, der er kendt for sine landbrugsmaskiner i grønne farver, kom ud af fjerde kvartal med et nettooverskud på 1,25 mia. dollar mod ventet 1,06 mia. dollar blandt analytikere.
For 2024/25 venter Deere et overskud på bundlinjen på 5-5,5 mia. dollar. Det er noget under analytikernes prognose på 5,83 mia. dollar ifølge Bloomberg. Desuden melder selskabet i øvrigt om svære og udfordrende markeder.
BITCOIN PÅ VEJ MOD 100.000 DOLLAR
Bitcoin fortsætter opturen torsdag med et plus på 3,5 pct. til 97.796 dollar, og prisen på kryptovalutaen nærmer sig nu de psykologisk vigtige 100.000 dollar svarende til mere end 700.000 kr.
Prisen på bitcoin har været på himmelflugt siden det amerikanske præsidentvalg, hvor valutaen lå i 67.086 dollar dagen før det amerikanske valg den 4. november.
Bitcoins stigning løfter også de bitcoinrelaterede aktier på børsen i USA.
Bitcoininvestoren Microstrategy indikeres godt 10 pct. højere efter onsdagens fremgang på 10 pct. Softwarekoncernen, der sælger obligationer for at investere i bitcoin, rundede onsdag en markedsværdi på 100 mia. dollar.
I formarkedet er der også plusser til andre kryptorelaterede aktier såsom Riot Platforms og Coinbase, der ligger med stigninger på 4-6 pct.
.\\˙ MarketWire