USA/tendens: Udsigt til rød åbning - store regnskaber vurderes forskelligt

Udgivet den 25-10-2023  |  kl. 14:18  |  

Efter fem dage i træk med var der tirsdag endelig grønne tal til de amerikanske aktier. Det ser dog ikke ud til at kunne holde onsdag, når handelen kommer i gang om cirka halvanden time.

En række regnskaber fra store amerikanske, selskaber der blev offentliggjort tirsdag efter lukketid, skal vurderes onsdag. Det drejer sig blandt andet om Microsoft, Googles moderselskab, Alphabet, Snap og Texas Instruments. Onsdag inden åbningen har blandt Boeing leveret tal.

Futures for de tre ledende indeks ligger uens. Dow Jones-futuren ligger 0,2 pct. højere, mens S&P 500 ligger med et fald på 0,2 pct., og det teknologidominerede Nasdaq ligger med et fald på 0,5 pct.

Det brede S&P 500-indeks steg tirsdag 0,7 pct., Dow Jones steg 0,6 pct., mens Nasdaq gik mest op med 0,9 pct.

MICROSOFT HØJERE EFTER REGNSKAB

Microsoft overgik forventningerne til salget i sit første kvartal. Ikke bare overordnet, men også på cloud-området. Aktien ligger i formarkedet onsdag 3,7 pct. højere i 342,75.

Microsoft så en stigning i omsætningen på 13 pct. til 56,52 mia. dollar mod ventede 54,54 mia. dollar, mens overskuddet per aktie blev på 2,99 dollar, sammenlignet med 2,35 dollar et år tidligere, og mod et konsensusestimat på 2,65 dollar, ifølge Bloomberg News.

Det samlede salg inden for cloud endte samtidig på 31,80 mia. dollar, et plus på 24 pct., mens 31,19 mia. dollar var ventet.

ALPHABET STRAFFES FOR REGNSKAB

Aktien i Alphabet derimod ligger med et fald på 5,9 pct. til 131,87 dollar efter sit regnskab. Primært fordi koncernens salg inden for cloud-lagring skuffede i tredje kvartal.

Google-ejeren registrerede i kvartalet en omsætning justeret for trafikkøb på 64,05 mia. dollar, mens 63,04 mia. dollar var ventet. Bruttoomsætningen voksede samtidig 11 pct. til 77 mia. dollar.

På overfladen var det altså en godkendt udvikling, men underliggende var der ridser i lakken.

Det var annonceindtægterne, som var højere end ventet på 59,65 mia. dollar mod ifølge Bloomberg News spåede 58,94 mia. dollar, men cloud-indtægterne skuffede trods en vækst på knap 23 pct. med 8,41 mia. dollar mod konsensus på 8,60 mia. dollar.

Overskuddet per aktie blev i perioden på 1,55 dollar sammenlignet med et konsensusestimat på 1,45 dollar ifølge Bloomberg News.

SNAP HAR FREMGANG

Aktien i den kombinerede beskedtjeneste og sociale medie Snap stiger i formarkedet med knap 2 pct. til 10,01 dollar, efter at selskabet har vendt udviklingen med negativ vækst til fremgang i sit tredje kvartal.

Snap så i sit tredje kvartal en fremgang i salget på 5 pct. til 1,19 mia. dollar mod ventede 1,11 mia. dollar, svarende til et fald på 2 pct. Væksten kommer i kølvandet af to kvartaler i træk med tilbagegang i salget.

Det justerede overskud per aktie blev samtidig på 2 cent sammenlignet med 8 cent et år tidligere og mod et konsensusestimat om et tab på 4 cent ifølge Bloomberg News.

TEXAS INSTRUMENTS LEVERER TILBAGEGANG

Tredje kvartal bød på tilbagegang i salget for Texas Instruments, og prognosen for fjerde kvartal peger ikke ligefrem på en vending i den del af chipmarkedet, hvor koncernen gør sig.

Aktien falder derfor i formarkedet med 6,4 pct. til 137,50 dollar.

Chipproducenten regner med et salg i årets sidste tre måneder på 3,93-4,27 mia. dollar, mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde regnet med 4,49 mia. dollar. Desuden spår koncernen en indtjening per aktie på 1,35-1,57 dollar, hvor konsensus var 1,76 dollar.

BOEING PÅ VEJ MOD MÅL

Flyproducenten Boeing har landet en omsætning på linje med det ventede i tredje kvartal, og selskabet er på vej mod sine mål for året. Samtidig hæfter topchef Dave Calhoun sig ved fremskridt i genopretningen efter en svær periode under coronapandemien.

Det fremgår af regnskabet for tredje kvartal. Aktien sendes op i formarkedet med 3,1 pct. til 188,20 dollar.

Flyproducenten har hentet en omsætning på 18,10 mia. dollar i tredje kvartal, som er meget tæt på de 18,16 mia. dollar, som analytikerne havde sat næsen op efter.

Forventningerne til hele året er fastholdt, så der fortsat ventes en justeret cash flow på 3-5 mia. dollar for hele året.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯