USA/tendens: Vil blive smittet af positiv stemning i Europa

Udgivet den 10-07-2012  |  kl. 14:27  |  

Der er udsigt til en let positiv åbning på de amerikanske aktiebørser, hvor investorerne har noteret, at EU har besluttet at yde de første 30 mia. euro til den spanske banksektor allerede inden månedens udgang. Sammen med lånet til banksektoren giver en udskydelse af budgetkravene til den spanske regering håb om en positiv start på Wall Street, hvor Alcoa, der sent mandag åbnede regnskabssæsonen, er i fokus.

- Fremskyndelsen af lån til Spanien og at fjerne dem fra landets balance er et lille skrid i den rigtige retning for euroregionen, siger Graham Bishop, strateg hos franske BNP Paribas, til Bloomberg News.

Selvom stemningen er positiv, udebliver de deciderede jubelscener, hvilket kan hænge sammen med, at der er mere at gøre for de europæiske politikere, end blot at sende penge efter de spanske banker.

- Mens vi ser positive skridt i Europa, adresserer mange af disse skridt kortsigtede problemer, siger Ryan Larson, chef for aktiehandel i U.S. RBC Global Asset Management i Chicago til CNN Money og tilføjer, at der stadig er en nervøsitet på de globale markeder for, at det i bedste fald er kortsigtede løsninger.

Indtil videre er meldingerne fra Europa dog blevet relativt godt modtaget i USA, selvom der ikke ventes jubelscener fra åbningen. Futuremarkedet indikerer indeksfremgange i størrelsesordenen 0,3-0,4 pct.

Alcoas regnskab for andet kvartal var en anelse bedre end ventet. Nettoresultatet for andet kvartal løb op i 6 cent per aktie, hvor analytikerne ifølge Bloomberg ventede 5 cent per aktie. Det tal var dog uden "særlige poster", hvor Alcoa hensatte 45 mio. dollar til en retstvist med Aluminium Bahrain. På toplinjen inkasserede Alcoa en omsætning på 5,96 mia. dollar. Det var knap 10 pct. lavere end i andet kvartal af 2011, men lidt over konsensus om 5,81 mia. dollar. Ifølge CNN Money stiger Alcoa 0,5 pct. i førmarkedet.

Den amerikanske IT-kæmpe Intel kan også komme i søgelyset. Intel investerer op til 4,1 mia. dollar i ASML, en hollandsk leverandør af udstyr til chipindustrien, og opnår i første omgang en ejerandel på 10 pct. Ifølge Bloomberg News handler det for Intel om at få hurtigere adgang til ny produktionsteknologi, mens det for ASML handler om at få de største kunder til at bidrage med at finansiere udviklingsarbejdet.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder