USA/tendes: Genvinder fatningen efter Powells mavepuster
Onsdagens mismod ventes afløst af fornyet fremgang, når børserne i New York torsdag eftermiddag åbner for dagens aktiehandel.
Futures for de tre ledende aktieindeks peger frem mod åbningen opad med plusser på 0,6-0,7 pct. efter mærkbare indeksfald onsdag omkring 3,0 pct. som reaktion på rentepessimistiske meldinger fra den amerikanske centralbank efter bankens sidste rentemøde i år.
For Dow Jones indekset var der tale om det tiende fald i træk på dagsbasis, noterer nyhedsbureauet Reuters.
Onsdag besluttede centralbanken, Federal Reserve, Fed, som ventet at reducere den ledende tiårige rentesats med 25 basispoint, men beslutningen blev fulgt af formanden Jerome Powells varsling af færre rentenedsættelser - kun to - end hidtil ventet i det kommende år. Yderligere løftede centralbanken sine inflations- og vækstforventninger. Jerome Powell indikerede, at det vil kræve en aftagende inflation, før der kommer nye lempelser.
- At forudsige kun to rentenedsættelser næste år indikerer, at Fed anerkender den igangværende "bemærkelsesværdige" styrke af amerikanske økonomiske forhold. Det antyder, at yderligere reduktioner i deres styringsrente muligvis ikke er nødvendige, siger Joanne Bianco, partner og investeringsstrateg hos Bondbloxx til Reuters.
TRUMP OG DATA TYNGER
Det høgeagtige skift fra centralbanken kommer blot tre måneder efter, at den begyndte sin monetære lempelsescyklus med en større end sædvanlig rentenedsættelse på 50 basispunkter, der ansporede risikoappetit og hjalp med at presse Wall Street til rekordniveauer.
Men nu tynger udsigterne til højere inflation under Donald Trumps anden amerikanske præsidentperiode sammen med forbedrede økonomiske data centralbankens forventninger til rentereduktion.
Torsdag kan nye nøgletal bekræfte tendensen med nye endelige data for bruttonationalproduktet for tredje kvartal sammen med ugentlige data for nytilmeldte ledige.
REVANCHE TIL BLANDT ANDET TESLA
Blandt onsdagens hårdest ramte aktier var megacapaktier som Tesla, Amazon, Nvidia og it-aktien Broadcom, som faldt op til 8 pct.
Men i formarkedet torsdag stiger Tesla 3,1 pct., Amazon stiger 1,5 pct., Nvidia stiger 2,6 pct. og Broadcom løftes 0,7 pct.
Producenten af hukommelseschips Micron taber 11,0 pct. i formarkedet, efter at selskabet efter børslukning i New York onsdag præsenterede en prognose for den kvartalsvis omsætning og resultat under analytikernes estimater.
.\\˙ MarketWire