USA/Wells Fargo: Ser tre renteforhøjelser i 2019

Udgivet den 06-12-2018  |  kl. 06:35  |  

Igen i denne uge er bekymringen for den amerikanske vækst kommet i forgrunden, da rentekurven er fladet kraftigt ud - på grund af faldende lange renter - og nu har nærmet sig nul.

Markedet indikerer dermed, at det frygter en recession.

Den køber man dog ikke hos den amerikanske storbank Wells Fargo, hvor analytikerne fortsat venter solid amerikansk vækst i 2019, ligesom man regner med fortsatte renteforhøjelser fra landets centralbank, Federal Reserve. Der er også udsigt til plusser for aktierne, mens obligationsinvestorerne ikke skal regne med et stort år.

- Vi tror, at Federal Reserve vil hæve renten til december og formentlig tre gange mere næste år. Så det, der sker lige nu, er, at der er bekymring for en inversion i maven af rentekurven, men det, vi kigger efter, er en mulig udfladning af kurven mellem den tiårige og den etårige rente. Det er et bedre signal for, om en recession er mulig, og vi har ikke set det, siger Tracie McMillion, chef for global aktivallokering i Wells Fargo Investment Institute, til Bloomberg TV.

Rentekurven, forskellen på den tiårige og den toårige rente, er i denne uge skrumpet ind til knap 12 basispoint, da især den lange rente er faldet tilbage, og den var tirsdag i en periode helt nede under 10 point.

Desuden er forskellen på den femårige og den treårige rente i denne uge gået ned i minus 2 basispunkter. Forskellen mellem den tiårige rente og den etårige, som McMillion hæfter sig ved, er også blevet mindre i denne uge, da den er faldet fra 30 point fredag til 18 point onsdag.

- Vi synes, det er selvopfyldende. Hvis man tror, økonomien vil bremse op, hvad gør man så, jo, man køber obligationer. Og når man køber obligationer, så driver man renterne ned.

- Det vi tror, vil ske, er, at vi næste år vil se en en mindre opbremsning i økonomien, men ikke det, som markederne forudser lige nu. Og det bør føre til højere renter næste år, vurderer McMillion.

Hun spår, dog at volatiliteten kan fortsætte næste år, og for obligationsinvestorer vil det igen blive til et negativt afkast.

- Men det vil være, fordi de fortsat vil hæve renterne næste år. Hvor meget vil de hæve renterne? Vi tror, det bliver tre gange, og vi forudser, at den tiårige rente vil ligge et eller andet sted mellem 3,25 og 3,75 pct. ved udgangen af næste år, forklarer Tracie McMillion til Bloomberg TV.

Den tiårige rente er i denne uge igen faldet under 3,00 pct. og lukkede tirsdag i 2,91 pct.

Til gengæld skal investorerne ikke være bange for aktiemarkedet, lyder vurderingen fra den amerikanske storbank.

- Vi spår en positiv upside for markedet i 2019. Der vil fortsat være volatilitet, men trenden er opad. Vi ser faktisk et afkast på 8 til 10 pct. for S&P 500 næste år på baggrund af stærkere indtjening.

Ifølge chefen for aktivallokering i Wells Fargo er et af spørgsmålene for næste år, hvor den neutrale rente vil ligge. Det renteniveau, som hverken øger hastigheden i økonomien eller bremser den op.

Senest har formanden for den amerikanske centralbank i sidste uge udløst aktiekursstigninger ved at sige, at renten nu er "lige under" intervallet for en neutral rente. Bare en måned før var den "langt fra".

- Det kan være et interval, og vi tror, det interval er mellem 2,50 og 3,00 pct. Det vil være dataafhængigt, og lige nu ser vi fortsat stærke signaler fra USA's økonomi, og vi tror, at væksten vil fortsætte næste år, forklarer Tracie McMillion.

Federal Reserves egen styrekomité vurderede i snit i september, at den neutrale rente lå omkring 3,00 pct., mens man i juli mente, at den var omkring 2,90 pct. Den toneangivende rente i USA, fed funds rate, ligger lige nu i intervallet 2,00 til 2,25 pct., og ventes at blive hævet med 0,25 pct.point om to uger.

Rentekurven, forskellen på renten mellem den tiårige og den toårige statsobligation i USA, følges tæt af investorer og økonomer, da den gennem de seneste 50 år - syv gange i alt - har forvarslet en recession i amerikansk økonomi ved at vende rundt, eller gå i minus, således at den toårige rente har ligget over den tiårige.

Ved årets start lå rentekurven i 52 basispunkter, og nu er den altså 12 basispoint.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  macro❯  USA❯ 

Relaterede nyheder