Usikre investorer trækker sig fra amerikanske aktier og søger mod Europa og Kina
Globale investorer søger i stigende grad væk fra amerikanske aktier og mod europæiske og asiatiske markeder, i takt med at udsigten for den globale økonomiske vækst forværres.
Det viser en undersøgelse fra storbanken Bank of America ifølge Bloomberg News.
- Pessimisme om de globale vækstudsigter er dårligt nyt for aktierne, skriver Bank of America-strategen Michael Hartnett.
Blandt de adspurgte i undersøgelsen svarede 44 pct., at de forventer en forværring af den globale vækst, hvilket er en kraftig stigning i forhold til måneden før.
Undersøgelsen viser samtidig, at eksponeringen for amerikanske aktier over de seneste uger er faldet til laveste niveau siden juni 2023.
I stedet er det særligt kinesiske teknologiaktier, som investorerne har fået appetit på. Samtidig nyder europæiske aktier godt af de mere positive økonomiske udsigter på kontinentet samt lavere værdiansættelser end i USA.
I sidste uge tippede det brede amerikanske S&P 500-indeks ind i korrektion med et fald på over 10 pct. fra sin top sat i sidste måned. De seneste to handelsdage har dog givet lidt medvind til indekset, og det tyder på, at den seneste tids kraftige fald i amerikanske aktier nærmer sig en afslutning, vurderer Bank of America-strategen.
Mandag steg indekset med 0,6 pct. til indeks 5675.
Michael Hartnett vurderer dog samtidig, at S&P 500 formentlig først vil stige over indeks 6000 igen, hvis bekymringer om handelskrige og inflation aftager.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›