Usvækket interesse for overtagelse af Danisco
Sukker- og ingredienskoncernen Danisco fik en smule lavere resultat end ventet i første halvår af 2005-06, og regnskabet levede ikke helt op til analytikernes forventninger.
Halvårsregnskabet svækkede dog ikke de seneste ugers spekulationer om et snarligt helt eller delvist salg af Danisco, der er en af verdens største inden for produktion af ingredienser til fremstilling af fødevarer, skriver Berlingske Business fredag.
Ikke mindst de kapitalstærke og opkøbsivrige kapitalfonde nævnes flittigt som oplagte købere af Danisco. Men også en række af Daniscos internationale konkurrenter, for eksempel britiske Kerry/Quest eller tyske Degussa, er i spil.