Valuta: Datatom kalender giver sidelæns handel
En udpræget mangel på økonomiske data giver sig udslag i mest af alt sidelæns handel på valutamarkedet torsdag morgen.
Investorerne fortsætter med at evaluere effekten af Donald Trumps sejr i præsidentvalget i USA, der fortsat har effekt på rentemarkedet og dermed på valutakurserne.
På indeksniveau, hvor dollar vægtes mod euro, den japanske yen, det britiske pund, den canadiske dollar, schweizerfranc og den svenske krone, handles den amerikanske valuta torsdag morgen i 106,56 mod 106,82 onsdag ved 17-tiden.
Valgsejren til Donald Trump har skubbet de amerikanske T-bondrenter markant op, og den geopolitiske uro samt den seneste sabelraslen fra Rusland har lagt yderligere pres i opadgående retning.
- Det er svært at være short i dollar lige for tiden, også i betragtning af at investorerne i stigende grad overvejer muligheden for, at Federal Reserve alligevel ikke sænker renten næste måned, siger analytiker Matt Simpson fra City Index ifølge Reuters.
Overvejelserne har resulteret i skarpe udsving i markedspriserne, og i øjeblikket er odds for en rentenedsættelse fra centralbanken på det næste møde lige før jul knap under 54 pct.
Det skal ses i forhold til en sandsynlighed på næsten 83 pct. for blot en uge siden, ifølge CMEs FedWatch.
En måling foretaget af Reuters viser, at de fleste økonomer forventer, at Federal Reserve vil sænke renten på mødet i december, mens der nu ventes færre eller mindre nedsættelser i 2025 end for en måned siden.
Det skyldes risikoen for højere inflation fra Trumps politik med tariffer, handelsbarrierer og ufinansierede skattelettelser, der vil forøge det i forvejen eksorbitante budgetunderskud.
Kommentarer fra to Federal Reserve-guvernører, Michelle Bowman og Lisa Cook, pegede ikke overraskende i hver sin retning, idet den ene citerede vedvarende bekymringer om inflationen, mens den anden udtrykte tillid til, at prispresset vil fortsætte med at aftage.
Lisa Cook er kendt som en pengepolitisk due, mens Michelle Bowman holder til i den modsatte grøft, hvor de monetære høge dominerer.
Den fælleseuropæiske euro er præget af krigen i Ukraine.
- Rusland-Ukraine-konflikten er ved at eskalere, hvilket yderligere svækker stemningen over for euro sideløbende med udsigterne til handelstariffer. Det er endnu et styrkende tegn for dollarindekset på grund af euroens store vægt, siger Matt Simpson.
Euro vægter knap 58 pct. i dollarindekset.
Ukraine affyrede onsdag en salve af britiske Storm Shadow-krydsermissiler mod Rusland, dagen efter at der blev affyret amerikanske ATACMS-missiler.
Euro koster torsdag morgen 1,0552 dollar mod 1,0522 dollar onsdag eftermiddag ved 17-tiden, og pund koster 1,2659 dollar torsdag morgen mod 1,2653 dollar onsdag.
Dollar koster samtidig 154,97 yen mod 155,53 yen per dollar onsdag klokken 17.
.\\˙ MarketWire
Tags: Forex❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›