Valuta: Dollar dykker i takt med amerikansk præsidentdebat skrider frem

Udgivet den 11-09-2024  |  kl. 06:32  |  

Amerikanske dollar svækkes, i takt med at den amerikanske præsidentdebat skrider frem onsdag morgen.

Investorerne flygtede mod sikre havne som japanske yen og amerikanske T-bond, mens tv-debatten mellem de amerikanske præsidentkandidater Kamala Harris og Donald Trump skred frem og åbenbarede den ventede mudderkastning og personlige angreb i deres første debat forud for præsidentvalget i november.

Dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger onsdag morgen ved 5.30-tiden i 101,43 mod 101,73 tirsdag eftermiddag.

Hvis man skal tro, at Wall Street ser Trump som positiv indikator for de finansielle markeder, er det Kamala Harris, der kommer bedst ud af debatten med klart fastlagte økonomiske politikker.

- Det giver en vis lettelse til markedet, selvom det er svært at sige på nuværende tidspunkt, hvad retningen for dollar vil være i tilfælde af et Harris- eller Trump-præsidentskab, siger chefstrateg Shoki Omori fra Mizuho Securities i Tokyo.

Investorer ser generelt dollarstyrkelse i tilfælde af en Trump-sejr, da toldsatser kan understøtte den amerikanske valuta, mens højere finanspolitiske udgifter vil øge renten.

Set på den baggrund er Kamala Harris vinder i debatten, idet de amerikanske renter falder, mens aktiefutures dykker og dollar svækkes.

Samtidig afventer investorerne dagens vigtige inflationsrapport, hvilket øger nervøsiteten i markedet.

Rapporten kan give et fingerpeg om, hvor aggressivt den amerikanske centralbank vil reducere renten, når bankens pengepolitiske udvalg, Federal Open Market Committee (FOMC) træder samme i næste uge.

Federal Reserve ventes at lempe pengepolitikken for første gang i mere end fire år, men det er størrelsen af nedsættelsen, der skaber usikkerheden. Futures indikerer en 69 pct. sandsynlighed for en standard-nedsættelse på 25 basispoint, mens de resterende 31 pct. går på en 50 basispoints reduktion.

- Markedet ønsker at se beviser for, at inflationen udvikler sig på en måde, der giver Federal Reserve mulighed for at reducere med 50 basispoint, hvis det er nødvendigt, siger analytiker Kyle Rodda fra Capital.com.

Især japanske yen styrkes af flugten fra usikkerhed, men der er også et element af stigende tiltro til, at den japanske centralbank, Bank of Japan, vil fortsætte med at normalisere japansk pengepolitik efter mange års ekstremt lempelige forhold med minusrenter og rigid rentekurvekontrol.

Onsdag sagde Bank of Japans bestyrelsesmedlem Junko Nakagawa, at centralbanken vil fortsætte med at hæve renten, hvis økonomien og inflationen bevæger sig i overensstemmelse med bankens prognoser.

Udtalelsen blev fulgt op med af en kommentar om, "at realrenterne stadig er lave, så der er mere plads til at stramme politikken", hvilket er med til at sende yen til det stærkeste niveau i år.

Dollar koster onsdag morgen 141,74 yen mod 142,72 yen tirsdag eftermiddag.

Euro ligger samtidig i 1,1040 dollar mod 1,1019 dollar tirsdag eftermiddag, og pund koster 1,3094 dollar mod 1,3057 dollar tirsdag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder

08:35 Ørsted indikeres 9 pct. lavere på Tradegate-børsen efter nye milliardnedskrivninger
08:16 Aktier/tendens: Ørsted i fokus efter nye nedskrivninger i ventet uroligt marked
08:03 Ørsted kan komme under anseligt kurspres efter fortsat amerikansk mareridt spår Sydbank
07:49 Ørsted kan komme under anseligt kurspres efter fortsat amerikansk mareridt spår Sydbank
07:21 Råvarer: Oliepriserne retter sig efter Trumps udtalelser
07:00 Obligationer/tendens: Rentefald i vente efter Trumps indsættelse
06:49 Mærsks konkurrenter i Asien i overvejende fremgang tirsdag
06:45 Asien: Investorer åbner ugen i forsigtig men dog let positivt stemning
06:34 Vind: Trump vil stoppe nye kæmpe havvind-projekter
06:34 Netcompany får sænket sin anbefaling til neutralt niveau af SEB
06:32 Asien: Investorer åbner ugen i forsigtig men dog positivt stemning
06:32 Valuta: Trump svinger toldstokken med trusler om udgangspunkt på 25 pct. i næste uge
06:32 USA/T-bond: Markant faldende renter på obligationsmarkedet efter Trumps indsættelse
06:32 USA/lukning: Trump svingede taktstokken trods helligdag - futures i grønt tirsdag
06:30 Kalender med link - tirsdag den 21. januar
17:54 Europa/lukning: Tavshed om told sendte aktierne frem - smæk til energiaktier og Novo
17:33 Per Aarsleff betaler millioner for at blive ny hovedejer i færøsk selskab
17:04 Mandagens aktier: Vestas i pænt trit på Trump-rygter - Novo fortsat i kulkælderen
17:00 Mandagens obligationer: Renten holdt i skak af Holzmann og Trump
16:14 Vestas aktie vender rundt og stikker af fra Ørsted: På kort sigt er havvind mest udsat