Valuta: Dollar har kurs mod ugeplus efter tre uger med svækkelse

Udgivet den 15-03-2024  |  kl. 16:20  |  

Den amerikanske dollar er blevet styrket i ugens løb, hvor flere nøgletal fra USA har fået handlerne til at reducere deres sats på rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank.

Målt på dollarindekset, der vægter den amerikanske valuta over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, har dollar dermed kurs mod et samlet plus for ugen på 0,6 pct. til 103,38. Det afløser tre ugers stime, hvor dollar er blevet svækket.

Set alene over fredagen, har udviklen været tæt på flad, da indekset lå i 103,33 torsdag eftermiddag.

Ugen har budt på flere vigtige nøgletal, herunder ikke mindst højere end ventede producent- og forbrugerpriser. Det betyder, at markedet nu indregner 57 pct. sandsynlighed, for Federal Reserve sænker renten til juni, hvor der tidligere var indregnet 74 pct. sandsynlighed, skriver Reuters med henvisning til data fra CME Fedwatch.

Samtidig indregnes nu reduktioner på samlet 76 basispoint i år, hvilket læner sig tæt op ad Federal Reserves egen fremskrivning fra december.

- Det er sandsynligt, at Federal Reserve vil være mere forsigtig i forhold til inflationsudsigterne på kort sigt, skriver analytikere fra MUFG i et notat ifølge Reuters.

Det amerikanske producentprisindeks for endelig efterspørgsel steg 0,6 pct. i februar, hvor analytikerne havde imødeset en stigning på 0,3 pct. De høje producentpriser fulgte i kølvandet af tirsdagens forbrugerpriser, der også steg mere end ventet for anden måned i træk.

Den amerikanske centralbank skal mødes i næste uge, og selvom markedet ikke forventer en ændring i renten, vil investorerne holde skarpt øje med de økonomiske fremskrivninger og kommentarer fra centralbankens formand, Jerome Powell.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Forex❯