Valuta: Dollar har stabiliseret sig efter værste uge i over to år
Den amerikanske dollar har mandag morgen stabiliseret sig en smule efter sidste uges svækkelse over for sine største modparter, som var drevet af vedvarende usikkerhed om USA's handelstold og aftagende vækst.
Det skriver Reuters.
Dollarindekset, der vægter amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger mandag morgen i 103,89 mod 103,62 fredag eftermiddag ved 17-tiden.
Fredagen forinden lå dollarindekset i 107,60, hvilket gør sidste uges svækkelse til den værste uge for dollar siden november 2022 med et fald på over 3 pct.
Markederne har været fokuseret på de ulmende handelsspændinger i hele verden, da USA's præsident, Donald Trump, i første omgang indførte told på sine største handelspartnere i Canada og Mexico for derefter at udsætte nogle af dem i en måned.
Bekymringen har bragt den japanske yen tæt på sit stærkeste niveau i fem måneder, da handlerne har søgt i sikker havn i valutaen. Der øjnes samtidig flere renteforhøjelser fra Bank of Japan, på trods af at der hen over natten er tikket skuffende løndata ind fra landet.
En dollar koster mandag morgen 147,71 yen mod 147,51 yen fredag eftermiddag.
Fredagens amerikanske jobrapport viste sig en smule skuffende. Hos storbanken Citi lyder det dog, at tallene burde gøre det muligt for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, at holde renten i ro på denne måneds møde. Samtidig peger underliggende parametre i rapporten, herunder en stigning i arbejdsløsheden, på, at der sandsynligvis vil komme rentenedsættelser på et af de efterfølgende møder.
- Opbremsningen i forbruget, det kommende tab af statslige arbejdspladser og faldet i aktiekurserne vil sandsynligvis få Federal Reserve til at sænke renten igen i maj, lyder det i et notat fra Citi ifølge Reuters.
Euro koster samtidig 1,0830 dollar mod 1,0870 dollar fredag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Forex❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1177
- næste ›