Valuta: Dollar på tilbagetog
Dollar er torsdag tvunget på tilbagetog over for de to andre hovedvalutaer, euro og yen, efter at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, onsdag aften sendte de amerikanske renter ned med løfter om fortsat pengepolitisk støtte til den amerikanske økonomi.
Torsdag middag er dollar svækket til 1,3066 dollar per euro mod en pris på 1,2945 dollar onsdag eftermiddag. Over for yen er dollar svækket til 99,31 yen fra 100,20 yen onsdag eftermiddag. På et tidspunkt i nattens løb var dollar svækket til 1,3207 dollar per euro, som er det svageste niveau siden midsommer, noterer Bloomberg News.
Federal Reserves topchef, Ben Bernanke, fastslog efter en tale i Cambridge i staten Massachusetts onsdag aften, at han fortsat bakker op om et uændret stimulusprogram i "overskuelig fremtid".
Samtidigt styrkedes yen ifølge Bloomberg News af udtalelser fra den japanske centralbank, der for første gang siden jordskælvet i marts 2011 refererede til en "genopretning" af den japanske økonomi. Centralbanken har netop afsluttet to dages møde i den pengepolitiske komite. Banken fastholder det massive stimulus-program, men banken har reduceret prognoserne over vækst og inflation over de kommende tre år.
/ritzau/FINANS
Henning Nielsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk