Valuta: Dollar står i stampe op til rentemelding

Udgivet den 13-12-2023  |  kl. 13:53  |  

Udsvingene er små blandt verdens hjørnevalutaer onsdag eftermiddag, hvor markedsdeltagerne venter på resultatet af det to dage lange pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Økonomer er enige om, at der ikke er renteændringer i vente efter mødet. I stedet vil opmærksomheden samle sig om, hvorvidt banken indikerer, at den snart vil begynde at sænke renten igen.

Markedet indregner rentenedsættelser på samlet set over 100 basispoint næste år, og går centralbanken ikke med på den galej, kan det medvirke til en styrkelse af dollar.

- Hvis centralbanken i aften skruer ned for forventningerne til rentesænkninger, kan dollarindekset få mulighed for at bevæge sig tilbage til oktoberniveauet på 105-107, vurderer James Kniveton, valutahandler i Convera, over for Reuters.

Får han ret, står dollarindekset dermed til et løft på et par pct. Onsdag eftermiddag står dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, således i 103,90 mod 103,91 tirsdag eftermiddag ved 17-tiden.

Det pengepolitiske møde i Federal Reserve får torsdag følgeskab af tilsvarende møder i Den Europæiske Centralbank, Bank of England, Norges Bank og Swiss National Bank, der alle - på nær Norge - forventes at holde renterne i ro.

I forhold til Norges Bank venter et flertal af økonomer en uændret rente på 4,25 pct., men flere iagttagere vover pelsen og forudser en renteforhøjelse på 25 basispoint til 4,50 pct.

En norsk krone koster onsdag eftermiddag 0,6302 kr. mod 0,6299 kr. tirsdag eftermiddag.

Dollar ligger samtidig helt uændret i 145,64 yen, mens euro koster 1,0786 dollar mod 1,0785 dollar tirsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Forex❯