Valuta: Dollar styrkes efter Fed-kommentarer og tro på genvalg til Trump

Udgivet den 19-07-2024  |  kl. 13:21  |  

Amerikanske dollar styrkes fredag efter endnu en bekræftelse på, at Donald Trump er kørt i stilling til præsidentposten ved valget i USA til november.

Samtidig har kommentarer fra topfolk i den amerikanske centralbank sået tvivl om, hvornår og hvor meget Federal Reserve vil sænke renten i år.

Det har sendt de amerikanske renter højere op og dermed også styrket dollar.

Det var chefen for den amerikanske centralbanks afdeling i San Fransisco, Mary Daly, der også er medlem af centralbankens pengepolitiske udvalg - Federal Open Market Committee (FOMC) - der onsdag udtalte, at hun ønsker større tillid til, at inflationen er på vej tilbage til centralbankens mål på 2 pct., før hun kan opfordre til en rentereduktion.

Dollarindekset, der vægter den amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger fredag eftermiddag i 104,32 mod 103,96 torsdag eftermiddag ved 17-tiden og 103,64, da indekset var på ugens laveste punkt onsdag.

Dollarstyrkelsen fik endnu et nøk, da Donald Trump natten til fredag accepterede nomineringen på republikanernes partikonvent i Milwaukee, hvilket kører ham i position til at overtage præsidentposten.

Det var ingen større overraskelse, men udsigten til en Trump-sejr præsidentvalget til november får handlerne til at tro på større sandsynlighed for en inflationær politik med øget budgetunderskud og større importtakster.

I krydset mellem euro og dollar handles den fælleseuropæiske valuta fredag til 1,0885 dollar mod 1,0914 dollar torsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder