Valuta: Dollar styrkes efter højere end ventet amerikansk inflation

Udgivet den 12-03-2024  |  kl. 16:01  |  

Den amerikanske dollar styrkes tirsdag efter, at den vigtige inflationsrapport viste en lidt højere end ventet årlig vækst i forbrugerpriserne.

Dollarindekset, der vægter amerikanske valuta over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger tirsdag eftermiddag i 103,10 mod 102,84 mandag eftermiddag.

De amerikanske forbrugerpriser steg 3,2 pct. i februar i forhold til samme måned året før, hvor økonomerne havde ventet en fastholdelse af stigningstakten på 3,1 pct.

Også kerneinflationen, der måler forbrugerpriserne eksklusive energi og fødevarer, blev højere end ventet, da den blev reduceret til 3,8 pct. fra 3,9 pct., mens der var ventet et afmatning til 3,7 pct.

Konklusionen efter dagens inflationsrapport er ifølge Sydbanks cheføkonom Søren Kristensen derfor, at den amerikanske centralbank vil have svært ved at sætte renten ned på den korte bane.

- Vi hælder til, at det tidligst bliver til sommer, selv om det kan skuffe nogle af dem, der håber på lavere renter allerede nu, vurderer Søren Kristensen, der endda kan se en renteforhøjelse, hvis ikke den amerikanske økonomi snart falder til ro.

Med til at styrke den amerikanske dollar er højere renter, hvor den for den toårige amerikanske statsobligation er steget til 4,58 pct. fra 4,52 pct. ved dansk lukketid mandag eftermiddag.

Euro koster tirsdag eftermiddag 1,0913 dollar mod 1,0927 dollar mandag eftermiddag,

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Forex❯